Det er vigtigt at have nye livsmål – også i en høj alder

Poul-Erik Tindbæk, Chefkonsulent, ph.d.

Kronik i Kristeligt Dagblad den 14. december 2019.

DET VAR NOK RIE, der gav et pænt lille skub til mine vage og ofte bevidst bortgemte forestillinger om den sene og mere skrøbelige alderdom. Rie dukkede op i god tid til mit foredrag på Dokk1 i Aarhus om den tredje alder og gik lige på med det, der tyngede hende. At den omstilling, hun nu skulle i gang med fra den tredje til den fjerde alder, ville blive mindst lige så vanskelig som omstillingen til den tredje alder efter et langt arbejdsliv.

Den tredje alder som en kulmination i livet, som Rie selv på glimrende vis havde illustreret som gæstelærer på mine workshops med sin livshistorie om opdagelsen af den nye livsbekræftende identitet som frivillig altmuligkvinde i det lokale aktivitetscenter.

Nu var det en lidt mere afdæmpet Rie, der med en nyligt konstateret knogleskørhed og rygproblemer havde droslet ned for tunge løft og nødtvunget opfundet ”et skånejob” som frivillig. På den måde kunne hun bevare et af sine livgivende ståsteder og fællesskaber i den tredje alder og gardere sig mod, at alene frygten for forfaldet ville trække alt for skævt i humøret på vejen mod den fjerde alder.

Da Rie spurgte til mine aldringsskavanker, og jeg nævnte min gigt i de hårdt slidte fodboldtæer og mine hjerte-kvababbelser – altså kun de flimrende fysiske, kunne jeg godt mærke, hvordan jeg stiltiende lod mig rive med i fortællingen om det store forfald i den fjerde alder.

Alder-dommen – afsagt og fortalt som forfald uden formildende omskrivninger i generationer, og alene set og forstået som afvikling med tab af selvstændighed og begrænsninger i friheden til at bevæge sig ud i verden, ophør af udvikling og ophør af alting.

Min egen frygt for forfaldet er ikke mindst afledt af meget tætte oplevelser af mine to søstres og allerbedste venners tærende kræft i lunger, mave og hjerne og af, hvordan demens kan gøre de sidste dage i alderdommen til et kaotisk smertehelvede for den langsomt døende og til et omsorgs- og medfølelsesfængsel for de pårørende. Gid man dog kunne slippe for lige den del af alderdommen og slippe hurtigere og mere nådigt afsted.

SELVOM JEG NORMALT ser positivt og optimistisk på fremtiden, hvad der egentlig burde smitte noget mere af på mit syn på hele livsfasen i alderdommen, skulle der alligevel et skub til udefra, inden jeg kunne få øje på en anden og knap så livsforladt vej ind i alderdommens fjerde alder. På udstillingen ”Frihedens Værksted” i Aarhus om Troels Kløvedal og livet med ”Nordkaperen” er der på en af de store plancher et citat om meningen med livet, når det går på hæld.

”Mænd, der har nået den alder, hvor man ved, man har fået hele verden forærende, og som derfor må indse, at den næste fornøjelse ligger i at give det hele fra sig igen.” (Kløvedal, 2002).

At det i den sidste del af livet med Troels Kløvedals formuleringer drejer sig om at give alt det, man har fået, tilbage igen. I mine foredrag siger jeg stort set det samme, om end på en anden måde, som det jo skal siges, når man har gået på universitetet i mange år:

”At alt det, man har fået, at al den sociale kapital, der er investeret i én igennem livet, at det så drejer sig om, når man når den tredje-fjerde alder, i højere grad at betale tilbage. At betale drypvis tilbage en dividende af al den værdifulde erfaring, man har fået. Til gavn for en selv og til gavn for de kommende generationer.”

Men selvom jeg har sagt det, så har jeg alligevel ikke kunnet se, at det også i den fjerde og sidste alder i livet fortsat drejer sig om at give. Eller måske netop først og fremmest drejer sig om at give tilbage og give opmærksomhed. Ikke mindst til de kommende generationer, der måske er tættest på – til børn og børnebørn.

MAN SKULLE TRO, jeg også havde glemt historien om den gamle dame, som jeg mødte i et mindre community uden for London.

Under en sygdomsperiode var kvindens naboer gode til at hjælpe med praktiske gøremål som at klippe hæk og gå tur med hunden. Rask igen ringer hun til beboerrådgiveren i sit community og fortæller, hvor glad hun er for at have modtaget så megen hjælp. ”Men,” siger hun, ”det er svært kun at modtage. Jeg vil også gerne bidrage og give noget igen, selvom jeg har svært ved at se hvordan, når jeg er 90 år og blind.”

Det havde beboerrådgiveren imidlertid ikke svært ved at se, og hun blev meget glad, da han spurgte, om hun kunne lide at snakke i telefon, og om hun i så fald ville hjælpe de mere ensomme beboere i kvarteret ved at ringe til dem.

Med en hilsen fra Kløvedal og fra min 90-årige blinde veninde i det sydengelske kan jeg med en større sindsro åbne døren på klem til den fjerde alder under indgangsbønnen – at det i enhver alder drejer sig om at finde sit nye formål i livet og forfølge det, så godt man nu kan. Og at formålet i den fjerde alder i høj grad er at fortsætte med at give og ikke mindst give tilbage af alt det, man har fået.

At man skruer op for udbetalingen af sin erfaringsdividende, som et begreb, der er tæt på at begribe, hvad formålet måske netop er i den fjerde alder.

SPORENE ER LAGT, og på en måde synes jeg, at jeg har fundet gode veje til at ”give tilbage”. Både med mine ugentlige ”opmærksomhedsbesøg” i min 3. klasse som frivillig skoleonkel og med min intensiverede mentorrolle for Tim under en vanskelig skilsmisse og med det nye projekt ”Bedsteforældre i Børnehaver”.

Alt i alt noget, der kan bære godt ind i den fjerde – opmærksomhedsgivende – alder.

Men hvad med mine egne børn og børnebørn. De allernærmeste, som alligevel ikke er geografisk nærmest på. Hvordan give dem mere opmærksomhed?

Mine fire børn har alle bosat sig i København, hvad de så vil der ud over at sidde fast i trafikken i timelange bilkøer. Det betyder dog også, at mine foreløbigt seks børnebørn også befinder sig en godt tre timers rejse fra, hvor jeg bor i Aarhus.

Så er det ikke så ligetil at give opmærksomhed eller have samvær med dem i hverdagene.

MEN SÅ KAN MAN OGSÅ mødes virtuelt, selvom jeg havde forsvoret, at det ville være en vej, jeg ville slå ind på. Og ligetil for mig vil det heller ikke være. Men nu det ældste barnebarn har fået sin egen mobil og er begyndt at lægge billeder på Instagram, kunne det være en vej til at få direkte kontakt og dialog.

Og hvis kroppen slår lidt mere fra i den fjerde alder, vil det jo være en god mulighed for at have kontakt med børnebørnene. Igangsætningen kan dog ikke vente, til jeg engang om forhåbentlig først mange år er nået frem til den fjerde alder.

Det skal sættes i gang snarest. Hvor den største forhindring er min egen vægring mod at koble op på de sociale medier og ligefrem blive en daglig bruger på de sociale medier. En ”SoMe-haj”, som jeg lige har hørt, at det hedder.

Ordet ”otium” kommer fra latin og betyder egentlig lediggang. ”At nyde sit otium,” som det i godt 100 år har gjaldet som en fanfare på sidste arbejdsdag, bliver i stigende grad dagligt justeret af de nye generationer af friske ældre med tilføjelsen: at for allerbedst at kunne ”nyde sin lediggang” skal den så hyppigt som muligt krydres ved at fortsætte med at yde og give tilbage til den allersidste dag.

Permanent link til denne artikel: http://www.en3karriere.dk/det-er-vigtigt-at-have-nye-livsmaal-ogsaa-i-en-hoej-alder/