Fra ældrebyrde til seniorstyrke

KRONIKEN Politiken 30. JUL. 2017 KL. 00.01

Fra ældrebyrde til seniorstyrke

Overgangen fra arbejdslivet er en af de største i voksenlivet, men der er ingen hjælpe at hente i Danmark. Vi kan lade os inspirere af Korea og blive bedre til at skabe nye karrierer i den tredje alder.

Siden det europæiske år for aktiv aldring i 2012 hører man stadig oftere den voksende gruppe af ældre omtalt som en seniorstyrke frem for som en ældrebyrde.

Det er en igangværende justering af fortællingen om, hvordan de godt 60-70-årige i dag ankommer til livet efter arbejdslivet, og hvordan de tager den nye livsfase som fuldvoksen senior i brug, før aldringen for alvor spænder ben.
Der bliver både talt og skrevet i Danmark om, hvordan samfundet ændrer sig med flere ældre og flere nye grupper af ældre.

Desværre bliver der ikke handlet i samme omfang. I det små kan man iagttage, at bottom-up er der flere 60-70-årige, der helt på egen hånd finder nye veje ud af den forældede fortælling om tilbagetrækning og fritidsland i 20-25 år.
Fra regering og kommunalbestyrelser derimod øjner man ingen vision, der matcher udfordringerne.
Den dominerende seniorpolitik er så mangelfuld og bevæger sig så langsomt, at det minder om den modstræbende indsats i forhold til de livstruende klimaforandringer.

Det betyder reelt, at vi hver dag går glip af rigtig mange af de 60-70-åriges værdifulde erfaringer, og at vi mister tempo i den nødvendige omstilling til et noget anderledes samfund.

Det er ikke bæredygtigt. Hverken for den enkelte eller for samfundet. Handling og rettidig omhu i forhold til det aldrende samfund finder vi imidlertid så langt væk fra Langelinie som på den anden side af jordkloden i Seoul, Sydkoreas hovedstad med ca. 25 mio. indbyggere.

Borgmester Park Won-soon omtaler ikke blot de godt 50-årige som Sydkoreas skjulte ressourcer, men siger direkte, at landets fremtid er afhængig af de 50-åriges indsats og det liv, de kommer til at leve efter arbejdslivet.
Med et budget på 1,2 mia. kr. og masterplanen 50+ Renaissance Plan for the future of the Middle-aged and Elderly bliver der sendt et signal, som – uafhængigt af forskelle mellem Sydkorea og Danmark – må give genlyd i alle rådhuse fra Ringkøbing til Rønne og gjalde i gangene på Christiansborg. Et signal, der også kan afdække de groveste mangler i en dansk politik for de fuldvoksne seniorer.

Der er tre tungtvejende grunde til, at Seoul trækker i førertrøjen med den imponerende genfødsels-masterplan. Inden for de næste årtier vil Sydkorea være det land med næstflest ældre over 65 år. Samtidig har de den laveste gennemsnitlige tilbagetrækningsalder på 53 år for mænd og 48 år for kvinder.

Endelig viser en undersøgelse, at kun godt halvdelen af de sydkoreanske seniorer samlet set er tilfredse med livet, efter de har forladt arbejdsmarkedet. Så tungtvejende grunde har vi ikke i Danmark, hvad der måske til en vis grad kan forklare fraværet af en egentlig politik for de fuldvoksne seniorer.

Det er intet mindre end en ny norm for livet efter arbejdslivet, man vil skabe i Seoul

Den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder herhjemme er stigende og ligger gennemsnitligt 10 år senere end i Sydkorea, ligesom det er de godt 65- og 70-årige, der scorer højest, når danskere giver udtryk for, hvor tilfredse de er med livet.

På baggrund af en større undersøgelse blandt de 50-64-årige i Seoul har man udformet en masterplan for, hvordan aldersgruppen bedre kan forberede sig til de mange år efter arbejdslivet.
På en række 50+ Campuses i den seoulske metropol vil de fremover kunne få hjælp og vejledning til at redesigne deres nye livsfase efter afrundingen af de første karrierer på fuldtidsjobbet. Efter en individuel vejledning om ønsker og behov for de 50-64-årige starter man på det, de har kaldt 50+ Life School.

Noget vi måske bedst kan forstå som højskole-classic med at opdage de nye formål i livet, når de tidligere formål som arbejdende og forælder forsvinder.

Overgangen fra arbejdslivet er måske den vanskeligste forandring i voksenlivet.

En omstillingsproces, som i høj grad kan begrunde en konstruktiv tænkepause. Ikke bare mister man det daglige samvær med kolleger, og muligheden for at gøre det, man er god til.

En stor del af ens identitet går fløjten, hvad man opdager om ikke før, så når man med en klump i halsen første gang skal svare på borddamens eller bordherrens Nå, hvad laver du så? Det har man forstået i Seoul, hvorfor alle 50-64-årige får tilbudt afklaring og vejledning om, hvordan man også efter fuldtidsjobbet kan opbygge en ny identitet, finde nye legekammerater og fortsat bruge løs af sine talenter til gavn ikke bare for sig selv, men også for andre.

Efter afskedsreceptionen på jobbet er udfordringen for mange i Seoul som i Danmark, hvordan man ofte helt på egen hånd kan genfinde en meningsfuld aktivitet i samvær med andre og i kombination med den ekstra fritid.
En udfordring, der ikke er mindre, når fortællingen, man træder ind i, oftest handler om, at nu er det for altid slut med arbejde og samfundstjeneste, og at man er heldig at slippe for at yde, fordi de næste 25-30 år kun drejer sig om: at nyde sit otium og hellige sig private interesser.

For at skabe en ny fortælling for dem, der på toppen af deres ydeevne afrunder fuldtidsjobbet, er det centrale i 50+-planen i Seoul, at man giver de 50-64-årige en hjælpende hånd til at finde ikke bare nye deltidsjob, men også tilbud om fortsat at bidrage i lokalsamfundet, i by-sociale programmer og inden for den frivillige verden.

Det er intet mindre end en ny norm for livet efter arbejdslivet, man vil skabe i Seoul. At det med de mange flere år og de mange flere friske år, vi har fået at leve i, så ikke bare er logisk, men også rimeligt og nødvendigt, at vi alle fortsætter med at bidrage i flere leveår.

Det kan nogle godt finde ud af på egen hånd, men rigtig mange har brug for en hjælpende hånd i form af god vejledning og inspiration. Og her er det værd at bemærke, at man i Seoul ikke udelukkende tænker på lønarbejde, når man taler om at bidrage i flere leveår.

I modsætning til det meget ensidige fokus på at forlænge arbejdslivet med flere måneder og år, som vi kender det i Danmark, er man i Sydkorea fuldt bevidst om alle de mangfoldige måder, man også kan bidrage til velfærden på uden for lønarbejdet og inden for det socialt frivillige arbejde i lokalsamfund og på institutioner og med omsorg og pleje i familierne.

For at signalet fra Seoul bedre kan trænge igennem de tykke rådhusmure i Danmark og få indflydelsesrige lyttere til at justere på de rigtige knapper, skal vi se nærmere på, hvor langt der egentlig er mellem Sydkorea og Danmark i forhold til de tre vigtigste indsatsområder i masterplanen fra Seoul.

Selv om rigtig mange mister fodfæste i alt for lang tid ved overgangen fra arbejdslivet, har vi ikke herhjemme noget, der bare ligner Seouls 50+ Life School med et åbent afklaringstilbud til alle. Banker og pensionsselskaber har i flere år været enerådende med weekendforløb om økonomi suppleret med underholdning og vitser om at blive gammel oven på aftenens gode mad og rødvin. Ældreorganisationerne har også tilbudt vejledning, dog uden den store efterspørgsel, og ganske få fagforeninger og arbejdspladser har i de senere år arrangeret korte afklaringsforløb for de erfarne medarbejdere på vej mod sidste dag på jobbet. Udformningen af en dansk 50+ Life School kunne dog frem for noget være en opgave for den danske folkehøjskole. Ligesom højskolerne i over 100 år har hjulpet unge med at finde deres formål i livet, er opgaven nu at inspirere de nye unge ældre til at finde frem til deres formål ved starten på den ny fase i livet efter arbejdslivet. Ser man imidlertid på de mange seniorkurser, som rigtig mange højskoler udbyder, kan man sige, at det drejer sig om at give folk et 5-dages pusterum til rekreative og kreative formål med naturoplevelser, kulturoplevelser og inspirere til en sundere livsstil med mad, motion og den danske sangskat.

Bestemt ikke dårligt, men Life School er det ikke, og måske har det noget med markedsvilkårene for højskolerne at gøre. Som en afgående forstander sagde for nylig, drejer det sig for seniorhøjskolerne om at overleve i et dilemma mellem idealisme og prostitution.

Ligesom vi indtil videre ikke har fået en 50+ Life School i Danmark med inspiration til at redesigne livet efter arbejdslivet, har vi heller ikke 50+ Campuses spredt over hele landet, hvor de fuldvoksne seniorer kan få vejledning og konkret hjælp til, hvordan man fortsat kan bruge løs af sine talenter og løbe en ny anden eller tredje karriere i gang.

Fra det øjeblik man forlader afskedsreceptionen på jobbet, er man overladt til sig selv og skal helt på egen hånd sætte nye mål på en ukendt rejse i 20-30 år. Mange tror ved indgangen til pensionisttilværelsen, at det er ligesom en ferie, og det skal man nok finde ud af.
Frem for en evig ferie, som de færreste trives med, opdager stadig flere, at det ikke er frihed fra arbejdet, der er målet, men snarere åbenheden og tilgængeligheden til at finde opgaver, der er meningsfulde og til gavn for den enkelte og for andre.

Fra det øjeblik man forlader afskedsreceptionen på jobbet, er man overladt til sig selv

Det er kerneydelserne i de seoulske 50+ Campuses: at man bliver inviteret og får en hjælpende hånd til at finde en vej til fortsat at gøre noget, der er meningsfyldt, og som man er god til.

Efter udgangen fra arbejdslivet er det derfor vigtigt, at der ikke kun er én indgang til et otium i fritidsland, men at der er flere åbne døre og invitationer til fortsat at bruge løs af sin erfaring og kompetence. Den type invitationer har vi i de senere år set flere eksempler på.

Om det er lønnede eller ulønnede opgaver, der frister, er ikke længere så afgørende, når man allerede får en form for borgerløn som efterlønner og folkepensionist. Som eksempel kan jeg fra min egen hjemby nævne, at 3.000, hovedsageligt efterlønnere og pensionister, har taget imod Kulturhovedstad Aarhus’ invitation til bare en enkelt dag om ugen at gøre deres til, at flere borgere og turister får bedre udbytte af de mange kulturaktiviteter i 2017. Tilsvarende har frivilligkoordinatorer i kommunen ved netop at invitere og hjælpe seniorer på kort tid fået over 3.000 seniorer til frivilligt at bidrage med deres erfaringer og engagement. Ældreorganisationerne har også prioriteret det socialt frivillige arbejde og lokalt inviteret og forberedt over 20.000 af deres medlemmer til at bidrage med deres erfaring for børn og unge såvel som for udsatte voksne og ældre.

For nylig har der været opmærksomhed om akuthjælperne på Langeland, der med hurtig udrykning lokalt redder liv, hvor hjælpen ellers ville komme for sent. På små ti år har over 1.000 – både yngre og ældre – meldt sig til instruktionsforløb. Modellen med at invitere og instruere frivillige bliver nu udbredt til hele Fyn.

I første omgang behøver man således ikke at bygge egentlige 50+ Campuses i Danmark. Der er masser af eksempler på, at hvis man blot inviterer og åbner døre til, at man også efter arbejdslivet kan udfolde sine kompetencer og bruge løs af sin erfaring, så er der hurtigt kødannelse til meningsfulde aktiviteter og til den nye fortælling om livet efter arbejdslivet.

For at en borgmester i Danmark i stil med borgmesteren i Seoul kan sige, at landets fremtid er afhængig af de 60-70-åriges indsats og det liv, de kommer til at leve efter arbejdslivet, er det dog helt afgørende, at man ligesom koreanerne indser, at de fuldvoksne seniorer bidrager til velfærdssamfundet på anden vis end gennem lønarbejdet.
Som professor Jørgen Ørstrøm Møller har sagt det, er der i den grad brug for, at vi omdefinerer arbejde fra en indsats, som vi får løn for, til en indsats, der har værdi for samfundet. Gør vi det, kan vi måske også rettidigt aflyse dagsordenen med blot at forlænge arbejdslivet i takt med den stigende levealder. Desværre tyder alt på, at først når flere tusinde 68-årige fylder godt op i arbejdsløshedskøerne i 2025 eller i 2030, vil regering og magtelite smerteligt erkende, at robotteknologi og digitalisering i hidtil uset omfang har overflødiggjort menneskeligt arbejde. Og så længe skal vi sikkert vente på et endeligt opgør med tesen, at man kun kan bidrage via lønarbejdet.

Nye fortællinger om livet efter arbejdslivet er på vej. De er endnu ikke blevet hverdagshistorie, men den nye norm i fortællingen og det nye pejlemærke for kommende pensionister er, at man i den nye livsfase som fuldvoksen også bidrager til fællesskabet ved siden af de mere private gøremål tæt på familien.

De store årgange, der i stigende antal dagligt ankommer til den nye livsfase, bidrager med deres stærke kompetencer til at tackle en lang række sociale udfordringer i lokalsamfund, i foreninger, i frivillige organisationer, på arbejdspladser og institutioner og i familier.

Alene den frivillige sektor, som de fuldvoksne seniorer fylder godt op i, har en økonomisk betydning, der svarer til 9,8 procent af bnp. Hertil kommer det usynlige omsorgsarbejde, når bedsteforældregenerationerne både skal tage sig af deres egne svagelige forældre og ofte samtidig passe syge børnebørn.

I mange år har vi talt om, hvordan kinesere, japanere og sydkoreanere tager på studieture til Danmark. Nu er tiden kommet til, at borgmestre og ministre lægger turen den anden vej, hvis seniorstyrke herhjemme skal blive andet end ord og venlig opmærksomhed i skåltaler.

Permanent link til denne artikel: http://www.en3karriere.dk/fra-aeldrebyrde-til-seniorstyrke/