Han vil af med fritidsforblændelsen

Politiken den 26. februar 2012
‘Det er sværere at trække sig tilbage fra arbejdslivet, end de fleste regner med…’
Portræt i serien karriere ’60 plus’er på job’ –  af Birgitte Aabo

Han vil af med fritidsforblændelsen

Det er sværere at trække sig tilbage fra arbejdslivet, end de fleste regner med.
Poul-Erik Tindbæk, 65 år, skal ikke nyde noget af det foreløbig og arbejder for at få andre seniorer til at træffe samme beslutning.

PORTRÆT – BIRGITTE AABO – POLITIKEN
søndag 26. febr. 2012

Hvor er du heldig. Nu slipper du for alt det her. Sådan lyder en typisk kommentar fra kollegerne til en person, der står over for pension eller efterløn. Men senioren er overhovedet ikke heldig, hvis man spørger Poul-Erik Tindbæk. Han er leder af Aarhus-projektet ‘en3karriere’, som rådgiver virksomheder og holder kurser for både ansatte og ledige seniorer.

Der er to bemærkninger, der går igen, når nogen er på vej til at trække sig fra arbejdsmarkedet. Dels at man er heldig, dels at man selv er et fjols, hvis man ikke kan finde ud af at ‘nyde sit otium’. Så enkelt føles det bare langtfra altid for dem, der sidder midt i det.

Man ved fra amerikanske undersøgelser, at der ikke er nogen forandring i livet, der opfattes som vanskeligere end den, der handler om at gå fra at være erhvervsaktiv til at være pensionist«, siger 65-årige Poul Erik Tindbæk, der selv regner med at arbejde, til han bliver 75 år. Mindst ! Jeg siger altid 75 år, men det kan være, at det bliver længere. I hvert fald stopper jeg først om mange år.

Fremtid med årtier uden arbejde

Og netop den lange fremtid, som flertallet af seniorer har foran sig, er en afgørende grund til, at der er et paradigmeskifte på vej, når det gælder ældre på arbejdsmarkedet, mener Poul-Erik Tindbæk:

“Vi lever længere og er sundere, så der kan ligge 20-30 raske år foran en senior, der trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet”.

Det er virkelig længe, og når seniorerne får muligheden for at reflektere over det i stedet for at tage det som en given ting, at det er en fordel at forlade arbejdsmarkedet, vil mange gerne blive ved. For selv hvis man gerne vil slippe for arbejdet, er det også stedet, hvor man er en del af en sammenhæng, gør en forskel og deler sejre og nederlag med kolleger«. »Det har man ikke fokuseret på, for der har hersket det, jeg kalder en fritidsforblændelse – fra fagforeningerne har tonen været, at hvis man kan holde ud, til man bliver 62 år, så skal man holde fri resten af livet. Men der er så mange andre lag i det at have et arbejde«, siger han. En erkendelse, som deles af mange af de ansatte seniorer, som har deltaget i projektets todages kurser. Omkring 40 procent af dem, der regnede med at trække sig tidligt fra arbejdsmarkedet, ændrer holdning: De vil blive ved at arbejde.

Om de ligefrem vil skrue op for arbejdstiden, vides ikke. Men for Poul-Erik Tindbæk føles det helt rigtigt at arbejde mere, efter at han sidste år blev leder for projektet, der tæller fire modne medarbejdere: »Min yngste datter er lige flyttet hjemmefra. I mange år forinden var jeg alenemor- far, men nu har jeg ligesom andre seniorer muligheden for at være fleksibel og arbejde, så meget som jeg har lyst«, siger Poul Erik Tindbæk, der har to børn fra sit første ægteskab og to fra sit andet. Moderen til de yngste døde, da den mindste  var bare et halvt år, og han har derfor haft særlige forældreforpligtelser.

Indremissionsk civil ulydighed

Da hans forældre i sin tid tog sig af hans opdragelse, var der indflettet et moralkodeks, som blandt andet forbød kortspil og piger. Familien var indremissionsk på moderens side, og Poul-Erik Tindbæk blev fra teenagealderen vant til at udøve ‘civil ulydighed’ i forhold til de udstedte forbud mod at deltage i alt det sjove og frække. Det fik ingen voldsomme konsekvenser, for forældrene var fulde af kærlighed til deres efternøler og havde allerede oplevet fire større søskende gøre oprør.

Egentlig skulle han også have været i gang med en HD, for sådan en fik hans far, der var kontoransat, aldrig. Men da en kæreste slog op, ændrede de planer sig. Poul Erik Tindbæk ville gerne skifte miljø og fik lov at gå i gymnasiet i stedet. Her var en god dansklærer med til at spore ham ind på ideen om at læse dansk. »Dengang behøvede man ikke andet formål med en uddannelse end at lære sig selv at kende, og det gjorde jeg ved at læse dansk på Aarhus Universitet. I forbindelse med studenteroprøret i 68 var jeg med til at bekæmpe professorvældet, og det var så stærk en oplevelse at være med til at forandre verden, at jeg skiftede til idehistorie«, fortæller han.

I GANG.

Poul-Erik Tindbæk har holdt foredrag og undervist voksne, tit med afsæt i sin bog ‘Folkeoplysning og forandring’. Nu er det de temmelig voksne, han arbejder med i projektet ‘en3karriere’, hvor seniorer får lyst til at blive på arbejdsmarkedet.

Poul-Erik Tindbæk

Poul-Erik Tindbæk 65 år og født i Randers. Faderen var kontorassistent, og moderen var hjemmegående og gjorde rent. Er efternøler i en børneflok på fem. Student 1965 i Aalborg. Cand.phl. i dansk fra Aarhus Universitet efterfulgt af en ph.d. i voksenundervisning. Efter nogle år som forsker og underviser på universitetet oprettede han Kritisk Oplysnings Forbund. Har arbejdet en årrække i Aarhus Kommune, hvor han sidste år blev leder af ‘en3karriere’. Bor i bofællesskab på 25. år i Stautrup ved Aarhus. Har fire børn og to børnebørn og bor sammen med Vibeke.

Om alder: løsninger, der holder

I Poul-Erik Tindbæks øjne gør alderen en medarbejder mere rummelig og hurtigere til at se, hvad der virker.

Hvilke fordele ser du for arbejdsgivere, der ansætter mennesker over 60 år?

»Arbejdsgiverne mener selv, ifølge en spørgeskemaundersøgelse, at seniorer bidrager med overblik, ansvarlighed, kvalitetsbevidsthed, loyalitet og selvledelse. Desuden kommer 60 plus’ere, der får chancen for at starte en tredje karriere, med en motivation, der styrker samarbejde og produktivitet«.

Hvad har du selv at byde på i kraft af din alder, som du ikke havde, da du var yngre?

»Jeg er blevet hurtigere til at finde gode løsninger, der holder, og mit kompetencefelt er blevet langt bredere og dybere. I et team er jeg blevet mere rummelig og mindre forfængelig på egne ideers vegne.

Har du et bud på, hvorfor så mange arbejdsgivere sorterer ansøgere over 6O år fra?

»Vi har i mange år været udsat for en massiv aldersdiskriminerende indoktrinering.
Et eksempel er indførelsen af efterlønnen.
At hvis de gamle røg ud, kunne flere unge ledige komme ind. Det er klart, at det har sat sit præg. Ikke bare hos arbejdsgivere, men også hos mange 60 plus’ere selv: at man skal stoppe på jobbet, selvom man måske er på toppen af sin livsudfoldelse«.

Hvornår er man for gammel til at arbejde?

»Helbredet kan sætte en grænse for, om man kan arbejde eller ej – men ikke alderen. Samfund med flest hundredårige er netop kendetegnet ved, at ældre er involveret i arbejdet og fællesskabet i meget høj alder. Ligesom min oldefar i landbrugssamfundet. Når min bedstefar skulle pløje, kørte han hestevognen forbi aftægtshytten og råbte ind ad vinduet til min oldefar: »Er det i orden, at jeg låner de to sorte i marken i dag?«. »Selvom oldefar ikke længere havde gode ben, havde han alligevel betydning og var med i arbejdet og fællesskabet«.