Poul-Erik Tindbæk (70) har beskæftiget sig med livet lige før og efter pensionen i snart otte år som projektleder og konsulent. I dag driver han virksomheden En 3. karriere med samme ydelser. Derudover får han også tid til at betale sin erfaringsdividende som skoleonkel. Foto: Axel Schütt
Der er mange flere ressourcestærke ældre herhjemme end plejekrævende. Alligevel lader både samfundet og de ældre selv et helt andet billede være det dominerende. Ræk nu ud efter de mange ressourcer, lyder Poul-Erik Tindbæks opsang til samfundet. Og til de ældre selv: Brug jeres erfaringer til gavn for andre.
SENIORLIV
Af Pia Richter – Torsdag 27. juli 2016 – Aarhus Stiftstidende
RESSOURCER: Det kan ikke være forbigået ret manges opmærksomhed, at befolkningssammensætningen er under kraftig forandring:
Levealderen vokser. Og det samme gør andelen af danskere over 65.
Det bliver ikke altid fremstillet positivt, selv om de fleste af fremtidens ældre kan se frem til et langt og aktivt seniorliv.
Ser man på aldersgruppen mellem 75 og 80, er det nu kun hver tyvende herhjemme, der bor på plejehjem ifølge de nyeste tal fra Danmarks Statistik.
Det store flertal kan ikke bare klare sig selv. De har også ressourcer til at være noget for andre.
Derfor skal vi have ændret samfundets ældrebillede, mener Poul-Erik Tindbæk.
»I dag består det næsten kun af alt det negative. Forfald. Statustab. Ensomhed. Det er synd for de ældre, hedder det. Samtidig bliver de betragtet som et problem, eller en byrde, der kommer væltende og er økonomisk belastende, og ingen af delene holder,« siger Poul-Erik Tindbæk, ph.d. og seniorkonsulent.
Han har beskæftiget sig med emnet i efterhånden otte år. Først som ansat i Aarhus Kommune, hvor han var projektleder med seniorlivet som ansvar.
I dag er han 70 og selvstændig i virksomheden En 3. karriere.
Poul-Erik Tindbæk rejser rundt i hele landet og holder foredrag og arrangerer workshops, hvor seniorer – eller fuldvoksne, som han er begyndt at kalde dem – kan hente inspiration til livet lige før og efter arbejdslivet. Det er tiltrængt, mener han. Det handler jo om en rigtig lang livsfase, længere end nogensinde før, som byder på mange forandringer, de færreste er forberedt på.
Derudover får han også tid til at være skoleonkel for de mindste klasser på Højvangskolen i Stavtrup ved Aarhus nogle få timer om ugen. Han giver et nap med, så læreren får mere overskud til selve undervisningen.
En glæde at gavne
Den slags frivilligt arbejde kalder han erfaringsdividende. Lønnen er at vide, han gør noget meningsfuldt: Han giver sin erfaring videre til den næste generation. Kvit og frit for samfundet. Men også uopfordret og til en vis grad overset, selv om indsatsen har stor værdi. Og sådan bør det ikke være, mener han.
»Når du fylder 75, er det mange steder sådan, at kommunen ringer dig op og spørger, om der er noget, den kan gøre for dig. Forventningen er, at du er svagelig og har brug for hjælp. Det er der nogen, der er, og det er fint, at de kan få en hånd. Ansvar og omsorg er grundtanken i den offentlige ældrepolitik. Men når nu man ved, at mange ældre stadig er på toppen af deres ydeevne i årene efter de 65, hvor de fleste går på pension og har masser af tid, så kunne man også vende det om og ringe ti år tidligere og spørge: Hvad kan du nu bidrage med til fællesskabet?«
Han er på det rene med, at løn er den bedste anerkendelse, så længe man er en del af arbejdsstyrken.
»Men når man er gået på pension og får sin borgerløn i form af pension, så er forsørgelsen jo på plads. Især hvis du også har privat opsparing, hvad de fleste efterhånden har, og så er anerkendelse i form af at du mærker, andre er glade for din indsats, langt vigtigere,« mener han.
Poul-Erik Tindbæk forstår ikke, hvorfor kommunerne ikke synes det er interessant at åbne dørene og give nogle flere seniorer mulighed for at løfte nogle af de opgaver, som det offentlige velfærdssystem ikke kan løfte alene.
Den slags holdninger vil utvivlsomt jage nogle direkte i blækhuset for at formulere dunderskrifter om kommunale spareøvelser og gratis arbejdskraft. Det ved han godt.
Men han udtrykker dem alligevel. For det er ikke kun samfundets billede af de ældre, der er skævt. Det samme gælder de ældre selv.
»De fleste siger, at de ser frem til at forlade arbejdsmarkedet og holde fri efter et langt arbejdsliv. Og at de har fortjent det. Så er det noget af en udfordring at komme og sige, nej, nu skal I til at betale noget tilbage! Vi er oppe imod en lang fortælling om, hvad livet efter pensionsalderen er. Det syn, samfundet har på de gamle, har man jo selv. I hvert fald indtil man får sit eget begreb om det. Så viser det sig ofte, at det billede, man har haft af sig selv som 70-årig, ikke svarer til virkeligheden. Man er langt friskere, end man troede, man ville være.«
Poul-Erik Tindbæks erfaring er, at de fleste, som har forladt arbejdsmarkedet frivilligt på grund af alder, nyder at holde fri – i hvert fald i en begrænset periode. Men når friheden ikke længere er et afbræk i en tilværelse fuld af opgaver og ansvar, mister den gradvist sin værdi og sin tiltrækning. Tiden bliver lang. Og så begynder mange at savne noget meningsfyldt at putte i den.
Arbejde livsforlænger
»Mange ender med at fortryde, de er stoppet med at arbejde. Undersøgelser viser, at af de folk, som går på efterløn, er det over hver tredje, som begynderat arbejde igen i et eller andet omfang. Det er ikke så tit, det er samme job. Ofte er det et ufaglært job, fordi det er det, der er til at få. Men de gør det, fordi de kan lide den daglige rytme og at have en opgave, de har ansvar for.«
Han understreger, at det er fint og helt legalt, at pensionister bruger tid på sig selv. Men han kan ikke lade være med at forestille sig en anden verden, hvor civilsamfundet, det offentlige og virksomhederne rakte hånden ud og fortalte, hvor værdifuldt det ville være, hvis de mest ressourcestærke af de ældre havde lyst til at bidrage med nogle af deres mange kompetencer bare tre-fire timer om ugen. Undersøgelser viser oven i købet, at tre-fire timers arbejde om ugen er sundt og med til at forlænge levealderen.
Millioner i bedsteforældre
Begrebet frivilligt arbejde dækker bredt. Pensionisterne nøjes ikke med at tage en tjans i en af de store organisationers genbrugsbutikker eller være besøgsven på plejehjem og hospitaler.
»Hvad bedsteforældre ikke passer af syge børn, så forældrene kan passe deres arbejde! Dansk Erhverv har opgjort det til 450.000 fraværsdage om året, svarende til 850 millioner, som virksomhederne sparer. Det er utroligt værdifuldt, men det bliver seniorerne ikke takket for,« beklager Poul-Erik Tindbæk.
Han afviser, at de frivillige tager arbejdet fra nogen.
»Det er værd at have for øje: Langt det meste af det, der bliver udført at frivillige seniorer, er ikke noget, der erstatter lønarbejde. Aldrig før i historien har der været så mange raske og rørige ældre. Har samfundet råd til at sige nej til at bruge deres talenter og kompetencer? Er det rimeligt, at de bare kan læne sig tilbage og slappe af i måske 25 år?« Han mener, man som fuldvoksen har udviklet nogle særlige kompetencer, som er gavnlige i mange sammenhænge.
»Når jeg kalder seniorerne for fuldvoksne, så opfatter jeg det på den måde, at de har nået en alder, hvor de ved lidt mere om, hvad der er godt og skidt og rigtigt og forkert. De har udviklet deres empatiske evner lidt bedre, albuerne er mindre spidse, og de er blevet mere modne og rummelige. Og de føler et vist ansvar for lokalsamfundet.«
Det gælder i høj grad ham selv. Højvangskolen, hvor Poul-Erik Tindbæk er skoleonkel ligger ikke mange gadehjørner fra hjemmet i Stavtrup. Det tog ham et par år at overbevise skoleledelsen om, at idéen med skole onkler og -tanter er god.
I dag har skolen et helt korps, og initiativet har vakt interesse vidt og bredt. Det glæder Poul-Erik Tindbæk, som godt kunne ønske sig at det blev langt mere udbredt. For alle parters skyld.
Der mangler en skrueknap
»Det er uholdbart, at samfundet lader så mange kompetencer gå rundt i fritidsland. Inviter dem dog indenfor. Når folk kommer til pensionsalderen, skal de have en tænkepause og en håndsrækning, som forbereder dem på den nye lange livsfase. Den kan samfundet give dem, men så er det også på sin plads at forvente noget igen. Som deltidsansat, eller måske med frivilligt arbejde. Hvorfor er det folk selv, der skal skaffe sig meningsfulde opgaver. Det er alt for svært. Jeg savner en reel mulighed for at folk kan skrue på deres livslange work/life balance og trappe ned stille og roligt. Der, hvor der lever mange 100-årige, i de små japanske fiskersamfund for eksempel, arbejder folk hele livet. De er en del af et fællesskab, og det giver mening. De ældre skruer bare ned for arbejdet.«
Den skrueknap er ikke indbygget i politikernes svar på fremtidens udfordringer. Der findes kun en stopknap. Der skal blot trykkes på den lidt senere i livet. Forventningen er, at der bliver brug for de ældres arbejdskraft i takt med at deres andel af befolkningen vokser. Derfor bliver pensionsalderen forøget, foreløbig med et år hvert femte år. Men det initiativ er uambitiøst og kommer ikke automatisk til at holde flere ældre på arbejdsmarkedet, mener Poul-Erik Tindbæk.
Dels fordi det ikke er alle, der kan overkomme det. Slet ikke på fuld tid. Men også fordi, der ikke vil stå ret mange virksomheder i kø for at ansætte de 67-årige.
»Det er heller ikke sikkert, behovet for hænder og hoveder bliver så stort, som regeringen tror. De modeller Finansministeriet kører med, fremskriver bare det billede, vi kender fra i dag, men om ti år ser det hele formentlig anderledes ud med langt flere robotter, der kan mere end vi kan forestille os i dag.«
Nej, de ældre skal have en skrueknap. Poul-Erik Tindbæk har konstrueret sin egen.
Han nyder at stå op og bruge lang tid på at læse sin avis. Men han er også utrolig glad for, at der er noget andet, der trækker, selv om der er måneder, hvor kalenderen er lige lovlig tæt pakket.
»Jeg har den største glæde ved at opleve, at når folk bliver bragt sammen og får lov til at snakke sammen om den radikale livsomvæltning, der venter dem, så får de ofte afklaret, at den måske slet ikke bliver, som de tror. Og så sker der det, at nogle helt nye muligheder, de ikke selv havde fået øje på, pludselige åbner sig for dem.«
