Nye veje i Seniorpolitikken

Bragt i Magisterbladet 2017-01-13

“For 60+ere eksisterer der ikke et åbent jobmarked”

Fagforeninger og arbejdsgivere har i de senere år haft nemt ved at blive enige om, at med færre unge og stadig flere ældre har der været brug for at få flere erfarne medarbejdere til at blive længere tid på jobbet. Der er indgået aftaler om seniorfridage, seniorsamtaler, seniorstillinger m.m. Alt sammen fine OK-resultater, der dog bruges meget forsigtigt på mange arbejdspladser. Hvis det er normen på en arbejdsplads, at man efter at have rundet det skarpe hjørne lige pludselig er rykket forrest i køen, når der rygtes besparelser og “naturlig afgang”, kan man godt forstå, at mange 60+ere vælger strudsetaktikken og fravælger seniorsamtalen.

For 60+ere eksisterer der ikke et “åbent jobmarked” – som det ellers er tilfældet for alle yngre grupper. Det forekommer uvirkeligt for mange godt 60-årige, når man på toppen af sin ydeevne ikke kommer til en eneste samtale efter 50-100 ansøgninger.

Med en kommende lovgivning om stadig højere pensionsalder bør det fremover være lige så let for en 60+er at søge og få et job som for en 30+er.

Her er et par forslag til OK 18-krav:

  • En infokampagne med mønsterbryder-virksomheder, der har gode erfaringer med at ansætte erfarne medarbejdere. Finansieret af staten (trepartsforhandlinger).
  • Isbryderordning for 60+ere. Belønning af virksomheder, der ansætter 60+ere, i form af lønstilskud i en introperiode.
  • Flere deltidsjob i svære livsovergange. Langt flere 60+ere kan og vil bidrage i flere år med en glidende overgang – til gavn for dem selv og til gavn for samfundet.

Forberedelse til overgangen fra arbejdslivet

Mange 60+ere er uforberedte på, hvordan det er at miste sin arbejdsidentitet, sine kolleger og den daglige udfordring med at gøre en forskel, der har betydning for andre. Den enkelte kan i den svære omstillingsfase miste gode år – og samfundet gå glip af stærke kompetencer. I OK 2011 blev der indført vejledninger til “introforløb”. I dag er der brug for “ekstroforløb”.

Her forslag til OK 18-krav:

  • Vejledninger til “ekstroforløb”. Beskrivelse af forslag til mål, indhold og omfang i korte vejledningsforløb til den vanskelige overgang fra arbejdslivet. Evt. pilotprojekter.
  • Orlovspraktikforløb. Mulighed for kortere orlovspraktik i et andet job, på en anden arbejdsplads eller som frivillig – inden man stopper på jobbet. Evt. pilotprojekter.
  • Vikardatabaser. Bruge tidligere medarbejdere som vikarer under sygdom eller arbejdspres.

Poul-Erik Tindbæk, chefkonsulent, ph.d.

Permanent link til denne artikel: https://www.en3karriere.dk/nye-veje-i-seniorpolitikken/