Kronik af Poul-Erik Tindbæk
Chefkonsulent, ph.d.
Politiken den 15. august 2026
Et meningsfuldt liv efter sidste dag på jobbet, afhænger ofte af at man genfinder de usynlige værdier i arbejdslivet. At man fortsætter med at bruge løs af sine talenter og ikke stopper med at yde for kun at nyde. Livet efter arbejdslivet drejer sig primært om, at skrue på work-life-balancen.
’Hvor henvender man sig?’, var ofte replikken fra de seniorer, der var blevet inspireret af en stærk fortælling om en aktivt og meningsfuldt pensionistliv under et større arrangement i Rådhushallen i Aarhus i maj i år. På under et døgn var 250 pladser revet væk blandt inviterede 65-75-årige i Aarhus til en eftermiddag, hvor de fik udfordret deres nysgerrighed på, hvordan man med en lille frivillig indsats kan bidrage til, at de kommende generationer kommer godt i vej. Udover et stærkt oplæg om, ’Hvordan man får et godt og langt liv’, var det centrale indslag i eftermiddagsprogrammet: At de inviterede kunne møde en snes foreninger og aktører, der lokalt skaber venskaber og frivilligjobs med børn og unge, samt snakke med andre seniorer, der også er interesserede i, hvordan man med sin livserfaring som senior kan give opmærksomhed til juniorerne. Og måske overraskende for nogle – at man som senior får mindst ligeså meget opmærksomhed igen fra juniorerne og glade timer tilsammen.
Ved mit bord fik jeg besøg af flere, der var interesseret i at høre nærmere om, hvordan det er at være frivillig i en børnehave. På femte år er jeg nu som 80-årig det vi kalder ’gå-makker’ onsdag formiddage på tur med de 3-5-årige i grøn stue i børnehaven Paletten. Mit lille bidrag er at give børn lidt ekstra opmærksomhed. De vokser af det, og de kan ikke få nok af det. Og så er en ekstra hjælpende hånd under klatreture i den nærliggende skov også brugbar. Da jeg bankede på hos børnehavelederen for fem år siden, vidste ingen af os, hvad jeg egentlig kunne bidrage med som frivillig en formiddag om ugen. At bidrage som en ekstra voksen på den ugentlige formiddagstur til oplevelser i lokalområdet, viste sig hurtigt at være en gevinst for både børnene, pædagogerne og for mig. Som fuldvoksen senior skal jeg alligevel ud at gå tur. Og når man mødes af en flok børn, der tydeligt gir udtryk for, at de er glade for at se mig ’Jeg vil gå med dig i dag’, kan jeg nogle gange tvivle på, hvem der får mest opmærksomhed og nyder godt af de stærke sociale relationer. Er det børnene eller er det mig? Måske har de ældste generationer og de alleryngste også lettere ved at knytte stærke bånd. Nogle gange fornemmer jeg, at jeg får eller låner noget, af børnenes kærlige og særlige relationer til deres bedsteforældre. Som da Esben en formiddag siger: ’Poul-Erik er godt nok mega-gammel’. Ja siger pædagogen så, og ’Hvor mange år tror du så, han er?’ ’Jeg vil tro’ – og munden kører ivrigt rundt, mens han tænker – ’…at han er 36 år’. Og det er sådan set også, hvordan jeg føler det onsdag formiddage med børnene på grøn Stue.
Inspireret af bl.a. den fortælling blev der ofte spurgt ved mit bord af de nysgerrige seniorer: ’Jamen hvor henvender man sig?’, når man nu selv godt kunne tænke sig f.eks. at blive ’gå-makker’ i en børnehave. Blandt de mere uformelle frivillige aktører, der ligesom de større lokale og nationale foreninger også bidrager med stærke generationsmøder, kan man ikke altid pege på en enkel og nem vej. For alle nysgerrige fuldvoksne er der som regel en barriere eller to, der skal overvindes for at finde vej til et aktivt og meningsfuldt liv som pensionist. Og som hovedregel gælder: at det oftest er en ’gør-det-selv-proces’. Den verden og den fortælling, man træder ind i efter et langt arbejdsliv er ikke designet til den nye fase i livet, som vi har fået skudt ind mellem livsfaserne voksen og gammel med den længere levealder. For at finde vej er det derfor en ’gør-det-selv-proces’ med flere faser.
Første skridt er at få endevendt den gamle stærke og stadig dominerende otium-fortælling: ’At resten af livet skal du ikke røre en finger, men bare nyde livet’. Det er den fortælling man træder ind i dagen efter jobbet. Og den fortælling man tror på og måske prøver at leve sig ind i, indtil man – som stadig flere – finder ud af, at den alligevel ikke matcher den nye friske fase i livet, man lige har taget hul på. Nogle – og blandt dem mange der er gået tidligt på efterløn – finder ud af, at søge tilbage eller genindtræde i arbejdslivet. Blandt andet for igen af finde mening i livet. Aldrig før har mere end 100.000 af de, der har overskredet pensionsalderen, fortsat været i arbejde. Andre – og måske i højere grad mænd end kvinder – kan have sværere ved at tackle den radikale livsforandring. Som da en 67-årige sygeplejerske fortalte: ’…at nu har min mand siddet fast i gyngestolen i tre år efter pensionering, så for mig er det ikke særligt tillokkende at stoppe på jobbet.’ Vigtigst er det nok for alle, at erkende at det ikke er så ligetil at sige farvel til det daglige samvær med kolleger, og miste muligheden for at gøre noget man er god til og godt kan lide, og gå hjem hver dag med oplevelsen af, at man har gjort en forskel, og at der er brug for en også uden for det private rum i familien. At det i pensionistlivet med de 15-20 års livsbonus vi har fået med den længere levealder – måske i højere grad end tidligere netop drejer sig om: at genfinde de stærke usynlige værdier i arbejdslivet, som man lige har mistet.
Næste skridt kan så netop være, – inden man evt. kaster sig ud i på egen hånd at opfinde og iværksætte et aktivt og meningsfuldt pensionistliv -, at finde ud af ’Hvor man henvender sig’. Indgangsdøre er der mange af. Fra store nationale foreninger til små mere uformelle lokalaktører, der alle efterspørger voksenvenner og livserfaring, der kan gøre gavn i mødet med både de yngste og de ældste generationer. For at finde frem til netop den dør, der er imødekommer ens egne interesser og behov, er der brug for et indledende hjemmearbejde. En enkel måde at finde frem til hvad man brænder for, er god til og godt kan lide – ingredienser der er vigtige i ethvert frivilligt engagement – kan for eksempel være: At man kigger sit liv igennem og udpeger 10-20 situationer eller episoder, hvor man gjorde noget, man var god til og godt kunne lide. Og at man efterfølgende sætter ring om de tre til fem, der peger frem mod det bedste frivilligjob, man kan forestille sig.
Har man så fundet en indgangsdør, som matcher ens interesser, vil det for nogle stadig være en overvindelse at tage skridtet og gå ind ad døren. Måske er vi alle mere eller mindre ’menneskeræd’, som det hed i gamle dage. Dvs. tilbageholdende eller for nogle ligefrem bange for at møde et andet menneske. Fra undersøgelser ved vi, at ældre enlige mænd er den befolkningsgruppe, der har størst risiko for at havne i livstruende ensomhed, nu de ikke længere har en kone, der kan sørge for at møde naboer, venner og familie. Og frem for noget er et godt og langt liv, – ved vi i dag -, baseret på gode sociale relationer. Også før vi kan sætte kryds ved de kendte sunde livsstils markører KRAM: Kost, Rygning, Alkohol og Motion. Om det er mageligheden der kalder, eller det er den gamle stærke otium-fortælling, der kan være svær helt at forkaste, er det afgørende for alle, der vil et godt og langt liv, at man indstiller sig på en ny begyndelse. En frisk ’gør-det-selv-proces’.
Blandt nutidens fuldvoksne pensionister vrimler det med ’gør- det-selv-projekter’. Inspireret som mange bliver af at høre om, hvordan andre pensionister griber det an. Godt 40% af folkepensionister op til 85 år bruger løs af deres talenter og værdifulde erfaringer inden for det frivillige engagement – med nye sociale relationer og oplevelsen af ’at der er brug for en’. De både nyder og yder, som er kendetegnende for de mange forskellige nye otium-fortællinger.
På skoler landet over er der i de senere år fremvokset en række selvkørende uformelle frivilligaktiviteter, hvor fuldvoksne seniorer typisk en formiddag om ugen er med i de yngste klasser som en ekstra voksen, der kan være der for de elever, der har ekstra brug for opmærksomhed eller en hjælpende hånd med opgaverne. ’Pop-up-aktiviteter’ der hurtigt vinder tilslutning i lokalmiljøerne.
I kølvandet på mange seniorers lokale engagementer og projekter inden for natur- og klimagenopretning er der opstået landsdækkende foreninger som ’Bedsteforældrenes Klimaktion’ og ’Havhøst’. I Odense har den lokale afdeling af ’klimaktionen ’skabt et klimaformidlingscenter lige midt i byen i en af de efterhånden mange tomme butikslokaler. En lille Genbrugsstation og et klimaværksted, hvor folk kan kigge ind, slå sig ned, lade sig inspirere eller inspirere andre, finde hinanden i projekter og sammen udvikle gode ideer.
Landsforeningen Havhøst har sat sig i spidsen for en bevægelse med nu mere end 40 maritime nyttehaver, der dyrker tang, muslinger og østers. Som Elisabeth Kiørboe, der er forperson i Skovshoved Havns nye havhave udtrykker det: ’Det er vildt sjovt at være en lille borgerforening, der gør tingene selv. Havhaver fungerer fuldstændig ligesom køkkenhaver, hvor man tjekker sine afgrøder og mærker fryden ved at se dem gro. Vi holder events, dyrker fællesskabet ude ved havet, og så får man jo ofte muslinger direkte med hjem til gryden’.
For nogle bliver overgangen til pensionistlivet også tydeligt markeret som netop en ny begyndelse ved at man forlader sin nuværende bolig og flytter til et andet sted. Hvor det tidligere har været en trend at flytte til en bolig i udlandet, endda oftere til nabolandene end til Sydeuropa, ligesom det også har været kendt som et mønster, at flytte tættere på hvor børn og børnebørn holder til, er det nu i stigende grad seniorbofællesskaber, der efterspørges af de friske fuldvoksne seniorer.
I et seniorbofællesskab har man sin egen private bolig samtidig med at man indgår i et fællesskab med sine nabo-bofæller. Alle har adgang til en række fællesfaciliteter som vaskerum, aktivitetslokaler og et større fælleskøkken med spisesal. Der arrangeres oftest fællesspisning efter behov eller på faste ugedage, og i en livsfase hvor børnene er flyttet hjemmefra og arbejdskollegerne er ved at blive udfaset, tilbyder bofællesskaber nye stærke sociale relationer og venskaber. Planlægningen af et nyt seniorbofællesskab er i udpræget grad en ’gør-det-selv-proces’. Før man kan finde en egnet byggegrund eller ejendom og gå i gang, skal man typisk finde sammen med andre, man deler værdier med. Herefter er det tid til at få eksperter inden for arkitektur, jura og økonomi ombord. Samlet skal man nok regne med en proces på godt et par år inden indflytningsfeste kan arrangeres.
Den ultimative ’gør-det-selv-proces’ som pensionist er at blive iværksætter og selvstændig. Og dem er der mange af. I en rapport fra VIVE (Hovedresultater: Seniorers arbejdsliv – Status og udviklingstræk de seneste to årtier VIVE/2026) stiger seniorers tilbøjelighed til at arbejde som selvstændige med deres alder. 41 procent af de beskæftigede seniorer på 71 år og derover er selvstændige, mod kun 7 procent af de 55-årige.
En af de seniorer, der har startet sin egen iværksættervirksomhed er Erling Nielsen på 83 år uddannet smed. Han har udviklet et cykelstativ med indbygget cykellås, der skal gøre livet endnu sværere for cykeltyve. ”Jeg er teknisk interesseret og nysgerrig. Jeg ser ingen grund til at stoppe, så længe jeg har mine fysiske og mentale evner i behold,” siger Erling Nielsen.
Det er da heller ikke meget, der tyder på, at Erling Nielsen slipper cykelstativerne i nær fremtid. Projektet har nemlig så stort potentiale, at det har opnået støtte fra Vækstfonden. Selv om bankerne ikke yder lån til virksomheden. ”Jeg tror sgu, det er på grund af min dåbsattest. Det vil de bare ikke være bekendte at sige.” (DI Business 22/07/2020).
Der er mange, der drømmer om mere fritid og en større personlig frihed på den anden side af arbejdslivet. Ifølge en artikel i Politiken den 7.juli i år ’vil 77% trække sig før deres pensionsalder og 31 procent angiver, at de vil gå på pension før de fylder 55 år, hvis de ikke var begrænset af økonomien’. Desværre hører vi ikke så meget om, hvordan man forestiller sig, at den store frihed – som man FÅR – kan udfolde sig i et aktivt og meningsfuldt liv. Myten om bare at ’nyde i sit otium’ ligger som en dyne over de kommende hverdage og over de usynlige værdier i arbejdslivet, som man MISTER. Og som man først få øje på, at man har mistet, når man oplever det nogle dage eller uger eller et par måneder efter sidste dag på jobbet. Fordi man kun ser frem til det man får – mere fritid og mere personlig frihed.