Kronik i Stiften den 26. januar 2026: 60+ Ved du, at vi har et kæmpestort skjult potentiale?
Når man spørger en gruppe 60+’ere, om de føler, de er yngre eller ældre end hvad, der står på dåbsattesten, får man oftest et ’JA yngre’. Fra nogle et lidt forlegent og småklukkende ’yngre’. Fra andre et mere rungende og stolt svar. Den første knap i aldersfordommenes spændetrøje er hermed løsnet. De næste knapper skal i løbet af foråret 2026 alle kappes under den stort anlagte debat om ’Et aldersvenligt samfund’ i regi af det nye regeringsnedsatte råd, der skal udarbejde en vision for, hvordan ’ældre borgere får bedre muligheder for at deltage aktivt i arbejdsliv, foreningsliv og frivilligt arbejde.’
Under den fanfare kunne man umiddelbart tro, at vi i dag lever i et ’alders-Uvenligt’ samfund.
Sådan ser det samlede billede alligevel ikke ud. De ganske få undersøgelser der findes, om hvordan livet leves, når man har forladt den langt mere gennembelyste arbejdsstyrke, tegner der sig generelt et lidt overraskende aldersvenligt billede af ældre.
I Danmarks Statistiks undersøgelse fra 2016 fremgår det, at danskernes livskvalitet stiger med alderen og topper omkring de 74 år. I frivilligrapporten fra CFSA 2019-21 fremgår det, at 46% – dvs. knap halvdelen af de socialfrivillige er over 66 år. Samlet set kan den skandinaviske velfærdsmodel ikke betegnes som et ’alders-Uvenligt’ samfund. Med èn enkelt undtagelse: ældres deltagelse og bidrag på arbejdsmarkedet.
Alt for mange arbejdspladser frasorterer ansøgere alene pga. alders-Ujusterede-fordomme. Og når arbejdsstyrken skal reduceres, er det alt for ofte dåbsattesten, der helt ukritisk indstiller snittet i grønthøsteren. Med den længere levealder er alder ikke, hvad det har været, hvad der imidlertid ikke er gået op for alt for mange af de, der bestemmer over, hvem der må bidrage i arbejdslivet og hvem der ikke må. Med en længere levealder og et aldrende samfund er der brug for at flere bidrager i længere tid, og barriererne, der forhindrer det, skal nedbrydes.
Den alders-justerings-proces der er brug for, er imidlertid langt sværere, end hvad mange umiddelbart forventer. Gennem livet har vi i en mosaik af billeder og fortællinger om bedsteforældre og om aldring primært som afvikling og forfald fået en klar opfattelse af, hvad det vil sige at blive 65, 85 osv. Ofte fyldt med aldersstereotyper om ældre som venlige og rummelige, men også som svækkede og inkompetente. Sammenfattet i det nyere begreb ’alderisme’, der betegner de fordomme og former for diskrimination som mennesker møder alene på baggrund af deres alder. Forældede aldersfordomme de færreste helt kan fraskrive sig.
’Vi begriber verden med de begreber, vi har’, og det bedste begreb til at forstå og begribe hvad jeg hellere vil kalde et alderskorrigeret samfund, er begrebet om den nye fase i livet, der er opstået mellem voksen og gammel. På samme måde som livsfasen ’ung’ mellem livsfaserne ’barn’ og ’voksen’ blev synlig fra midten af forrige århundrede, er der her i begyndelsen af det nye århundrede opstået en ny fase i livet mellem ’voksen’ og ’gammel’. Denne stadig spritnye fase i livet er imidlertid endnu ikke blevet synlig eller begrebet hverken af den voksende skare, der træder over tærsklen fra et langt arbejdsliv eller for den sags skyld af mange af de foreninger, der mere professionelt beskæftiger sig med aldersgruppen fra pensionsalderen og frem.
Når den nye livsfase endnu ikke er omfavnet af alle, er det fordi, den endnu ikke har fundet sin egen unikke betegnelse. Der har ellers været mange bud: ’De unge-gamle’ rammer ikke helt ved siden af, men er jo alligevel en lidt fjollet selvmodsigelse. ’60plus’ er ofte brugt, men indrammer heller ikke hele den nye livsfase. ’Senior’ har været et godt bud i mange år, men efterhånden som kommunale ældreforvaltninger, der primært har ansvar for de mere skrøbelige ældre i den 4. alder, i voksende omfang kalder sig ’Senior-Afdelinger’ (’ældre’ er yt), er også den betegnelse uegnet til at identificere den nye start i livet efter arbejdslivet. Fra udlandet har mange helt ukritisk importeret både det amerikanske begreb ‘seenager’ (senior-teenager) fra de løsslupne retirement communities i USA, og betegnelsen ‘boomer’ fra Australien med meget negative aldersdiskriminerende toner.
Mit bud på en betegnelse for den nye livsfase er fuldvoksen. Fremfor den korte vej til aldring, afvikling og forfald i en brat overgang fra livsfasen ‘voksen’ til livsfasen ‘gammel’ – kan begrebet om den nye livsfase som ‘fuldvoksen’ blive et springbræt og et erkendelses-fundament til en ny begyndelse 60+ med en godt 20 års livsbonus sammenlignet med tidligere generationer. Med alderen bevæger man sig væk fra individuel konkurrence og ambition, og hen mod gode sociale relationer og omsorg fra andre. Man bliver bedre til at fornemme, hvad andre mennesker føler og tænker. Man bliver mere empatisk. Man bliver fuldvoksen.
At man efter sidste dag på jobbet ’blot skal nyde sit otium og ikke røre en finger resten af livet’ er i al sin enkelhed den ’gamle otium-fortælling’, der har været den dominerende forestilling om livet efter det hårde slid i det tidlige landbrugs- og industrisamfund. Den fortælling matcher imidlertid ikke længere mange af de friske fuldvoksne. Den ’nye otium fortælling’ at man udover at nydeogså fortsætter med at ydeog bruge løs af sine talenter og værdifulde erfaring efter sidste dag på jobbet, er ikke bare det, mange forestiller sig, men også det stadig flere praktiserer – i familien, i nabolaget og ikke mindst i civilsamfundet inden for det frivillige arbejde.
Den nye otium-fortælling, der vokser nedefra-og-op er dermed også en fortælling om et velfærdssystem med et skjult kæmpe potentiale. At ved siden af den skatte finansierede velfærd er der mange borgere og ikke mindst mange 60-85-årige, der frivilligt yder omsorg og velfærdsløsninger for både de yngste og de ældste, der nu og da har brug for en ekstra hånd.
Stadig flere fuldvoksne 65+’ere fortsætter med at bidrage og abonnere på den nye otium-fortælling. At vi i et forpligtende fællesskab med andre – som Per Schultz Jørgensen engang sagde det – ’aldrig bare er passager, men altid en del af besætningen. Selv når vi afmønstrer fra arbejdslivet, gælder udkaldet ’Alle man på dæk’ stadigvæk. Med den tilføjelse – at man efter et langt arbejdsliv naturligvis har en fuldt fortjent adgang til dækket med liggestole, men at man samtidig også har partoutkort til at give en hånd med i et af de fællesskaber man foretrækker – i familien eller i nabolaget eller måske i en glidende overgang fra arbejdspladsen.