Politikens serie ’Fri før tid’ sætter fokus på, hvordan man får råd til at slippe ud af arbejdslivet. Men den bør også spørge, hvordan man fortsat kan bidrage og skabe mening bagefter.
Debatindlæg i Politiken den 29. juni 2026. Poul-Erik Tindbæk, Chefkonsulent, ph.d.
Livet efter arbejdslivet viser sig ofte at være overraskende anderledes, end man forventede. Drømmen om det ’problemløse’, arbejdsfrie liv bygger primært på forestillinger om den personlige frihed, man får.
Hvad den skal bruges til – al den frie tid, man får – er sjældent en del af fortællingen om det forjættede land og dermed et fatalt fravær i forberedelsen til en ny fase i livet. Gradvist erfarer den enkelte efter sidste dag på jobbet, at der er revet flere sider ud af jubelfortællingen. At man ikke bare har fået, men også mistet stærke, usynlige værdier i arbejdslivet som bl.a. daglige udfordringer og samvær med andre, og at kompasnålen for formål i livet snurrer rundt i kompashuset uden at have et sted i verden at orientere sig mod.
Politikens sommerserie ’Fri før tid’ er bestemt interessant læsning og dokumenterer både statistisk og i enkeltportrætter, at mange drømmer om et mere arbejdsfrit liv. Spørgsmålet er imidlertid, om de mange personhistoriers ensidige fokus på at få råd til at ’slippe ud af hamsterhjulet’ bidrager til, at den forældede myte om ’bare at nyde resten af livet’ endnu en gang fejres med en æresrunde, hvor læsere efterlades med nye, oppustede illusioner og drømme, der kan blive til overrumplende store benspænd i omstillingen til en ny fase i livet.
DET, JEG SAVNER i Politikens sommerserie, og det, jeg tror, mange har brug for, er supplerende fortællinger om, hvordan de interviewede oplever selve overgangsfasen – let og ligetil eller vanskelig? Hvordan de finder fodfæste og retning i den spritnye fase i livet, og hvor lang tid det har taget dem.
Om de undervejs har måttet ændre eller justere deres drømme og forestillinger. Om der var noget, de gerne ville have vidst eller været opmærksomme på, inden de besluttede sig for at få ’fri før tid’.
Sommerserien er som nævnt interessant, men den kunne måske blive mere vedkommende for flere, hvis man supplerede interviewene med et afsluttende fokus på ’– og hva’ så?’.
Hvad mener de interviewede, der skal til for at få et aktivt og meningsfuldt liv efter sidste dag på jobbet? Og hvordan forestiller de sig, at de fortsat kan gøre brug af deres talenter og erfaringer til gavn ikke blot for dem selv, men også for fællesskaberne i familien, i nærområdet og i de større sammenhænge?
Som professor Per Schultz Jørgensen sagde det: »Det enkelte menneske er i et fællesskab med andre forpligtet til at yde noget. Du er en del af besætningen, du er ikke passager«.
Fordi man forlader jobbet, forlader man jo ikke fællesskabet. Hverken i det nære eller i de lidt større sammenhænge.
Frem for et snævert fokus på, hvordan man kan leve af ’knækbrød og figenpålæg i syv år’ for at få mere personlig frihed, kunne portrætterne udvides med spørgsmål til, hvordan man forestiller sig, at man fortsat kan yde og bidrage og ikke kun nyde.
Interviewene kunne evt. afsluttes med spørgsmålet: »Hvilket behov i dit nærområde tror du har mest brug for dig?«.