Kronik af Poul-Erik Tindbæk – Politiken den 3. sept. 2025

Hvis det viser sig, at det er svært at holde fri dagen lang som pensionist, er det i hvert fald ikke noget, man taler om. Det er et tabu. Det er jo også lidt skamfuldt, hvis man ikke »kan få tiden til at gå«.

Den store fortælling om livet efter arbejdslivet kan blive punkteret af den lille, ubehagelige fortælling

At sige endeligt farvel til arbejdslivet og blive pensionist kan være noget sværere, end mange umiddelbart forestiller sig. Som det f.eks. var tilfældet for elektrikeren, der som 62-årig blev ufrivilligt pensioneret – fyret med dags varsel. »Jeg vågner stadig kl. halv syv om morgenen, men så er der fan’me lang tid, til kl. er halv elleve, og jeg kan gå i seng igen«, sagde han stirrende tomt frem for sig, mens han forsøgte at overvinde det granatchok, det var, fra dag til anden, at miste sine daglige gøremål og sit fodfæste i livet.

Egentlig burde det ikke være så overraskende, at omstillingen fra arbejdslivet i bund og grund er en voldsom livsforandring. At man med et slag mister den måske stærkeste sociale rolle, som man har forberedt sig til i den første snes år i livet og i de næste snese år helt frem til ’det skarpe hjørne’ er blevet ens egen lille hjørnesten i det meningsfulde liv og bærende for ens selvforståelse og hele identitet.

Spørgsmålet om »hvad livet efter arbejdslivet nu drejer sig om?«, popper næppe op på turen hjem fra afskedsreceptionen eller i dagene umiddelbart derefter. Hvor vi med den længere levealder ikke bare har fire-fem år tilbage på aftægt og afslapning efter arbejdslivet, men snarere en 20-25 års livsbonus med mange flere friske år i den nye livsfase som fuldvoksen mellem voksen og gammel.

For mange – og måske i højere grad for mænd end for kvinder – begynder spørgsmålet imidlertid at rumstere, efter at man har overlevet den første ’frihedsrus’ på et par måneder eller et halvt år, og man så småt begynder at gøre indhug i restlevetiden, som gerontologerne kalder det. Hvor det langsomt og mere smertefuldt end frydefuldt siver ind, at man ikke har lige så mange år tilbage at leve i, som de mange år man har levet.

»Åhja – kan det nu også være rigtigt, at det kan være så svært«, tænker mange, der midt i arbejdslivet kigger med skjult misundelse på dem, der er så »heldige, at de nu skal på en lang ferie«.

Den store fortælling om at stoppe på jobbet og blive pensionist, er jo den, vi altid hører, og den, vi alle genfortæller ved kollegaernes afskedsreception: »At resten af livet skal man ikke røre en finger, men bare nyde sit otium. Det er bare fantastisk«.

Let er det heller ikke at fatte, at det skulle være så svært. Især ikke når man nu og da hører fra nykårede pensionister, at det netop bare er fantastisk. Nogle overtrumfer endda fortællingen ved lige at fremføre, »Jamen jeg kan jo slet ikke forstå, at jeg har tid til at gå på arbejde, så travlt som jeg har det nu«.

At det kan være svært, hører vi intet om – eller næsten intet om. Det er noget »vi ikke taler om«. Det er tabu belagt. Det er de færreste pensionister, der overhovedet drister sig til at rejse tvivl om holdbarheden i den store gamle otium-fortælling om, hvor fantastisk det er bare at holde fri. Gør man det, antyder man jo også, at man måske ikke er særligt kvik. At man har det svært med at få tiden til at gå.

I den forstand er det jo skamfuldt, at andre tror det om en. Så er det noget nemmere at feje den slags spørgsmål ind under gulvtæppet og lade som om, at det hele kører fint.

Også selv om det der er indlysende klart, at omstillingen fra et langt arbejdsliv med et farvel til stærke sociale roller som arbejder, forælder mm., og et goddag til nye roller som hjemmegående, bedsteforældre, frivillig mm., er en stor og vanskelig livsforandring. Men at italesætte en ny og anden version, der synliggør det vanskelige og det meningstomme i kølvandet på den store frihedsrus, er tabubelagt og skamfuldt. Hvormed det vanskelige i omstillingen fra arbejdslivet tilsløres og går under radaren for alle, der er på vej mod sidste dag på jobbet.

For at gøre det usynlige lidt mere synligt er der også fortællingen fra rørlæggeren, som jeg mødte ved en pølsevogn. »Jeg gik på efterløn som 62-årig. Efter at jeg i et halvt år bare havde gloet ud ad vinduet i mit parcelhus, og mit humør bare blev dårligere og dårligere, gik jeg til mester og sagde: Enten ansætter du mig igen, eller også lægger jeg mig til at dø. Vi fik en ordning med en 4-dages uge nu nedsat til en 3-dages«.

At genindtræde på arbejdsmarkedet er i de senere år blevet et buzzword for mange efterlønnere og andre, og måske den eneste vej, man kan få øje på til at genfinde en mening i livet. Netop den forklaring på det forlængede seniorarbejdsliv, hvor et stigende antal fuldvoksne seniorer forlænger arbejdslivet ud over pensionsalderen, har dog aldrig fundet sin plads i de mange begejstrede omtaler i aviser og TV om Danmarks stadig flere arbejdende godt 70-årige.

Det er de færreste pensionister, der overhovedet drister sig til at rejse tvivl om holdbarheden i den store gamle otium-fortælling om, hvor fantastisk det er bare at holde fri

Årsagerne udlægges stort set enslydende, at der er sket et mentalitetsskifte, at arbejdslivet er ikke noget, man søger væk fra, men noget man søger hen til som senior – godt hjulpet på vej af generøse pengepræmier.

Men sæt nu forklaringerne på det forlængede arbejdsliv også er affødt af, at det i de senere år har vist sig, at det er et større problem at forlade arbejdsmarkedet og blive pensionist, end det er at forlænge arbejdslivet langt ind i 70’erne? At et meningsfuldt arbejdsliv er mere tiltrækkende, end et umiddelbart meningstomt frihedsrum som pensionist.

Det er de færreste, der ser eller hører om, at det kan være et problem at blive fritstillet som pensionist.Det bliver der ikke råbt højt om. Det er usynligt for alle andre end for den, der i stolen derhjemme nu og da har svært ved at give slip på fjernbetjeningen, oplever – at det er et problem.

Sådan som det også viste sig at være tilfældet for lektoren, der meget overraskende må konstatere efter sidste dag på jobbet, at »Jeg føler et kæmpe tomrum, efter jeg har forladt arbejdsmarkedet. Jeg savner jo i den grad det kollegiale samvær. Strukturløsheden er svær. Jeg kan jo ikke spille boccia 8 timer hver dag. Det er lidt ligesom at være i et limbo, hvor man går hvileløst rundt. Det har overrasket mig meget«.

Det er overrumplende og chokerende for rigtig mange og ikke bare for de tre, hvis fortællinger er nævnt ovenfor, at det, man forventede og så frem til, viser sig fra en helt anden side. At tilbagetrækning fra arbejdslivet viser sig at være lige så meget et ’hell’ som et ’heaven’.

Det, man forestiller sig, og det, man indstiller sig på, er alt det gode og sjove, som man FÅR. Det er det, alle taler om. Det er en fortælling, der handler om frihed til at være mere sammen med dem, man godt kan lide – partner, børn og børnebørn og venner og naboer. Om flere frie timer til at dyrke sine hobbies og måske havearbejdet, og frihed til at rejse og opleve året rundt.

Det er den store fortælling om livet efter arbejdslivet, og den fortælling som igen-igen bliver repeteret i kaffepauserne på alle landets arbejdspladser. Med ekstra tryk på forventningsglæden fra alle kollegerne over hvidvinsglasset til afskedsreceptionen.

Den anden fortælling drejer sig om alt det, man MISTER. Det daglige samvær med kolleger. Lige pludselig er der ikke nogen at snakke med under morgenkaffen eller dele sejre og nederlag med under dagens udfordringer. Oplevelsen af, at borgere eller kunder eller leder og kollegaer har haft brug for en, og at man efter fyraften kan mærke, at man har ’gjort en forskel’, erstattes af, hvad der mærkes som et tomrum. I det hele taget at det, man har været kendt og anerkendt for i mange år – ens identitet – ikke længere fylder i andres opfattelser og efterhånden heller ikke i egen selvforståelse.

Det kan man også kalde den lille fortælling. For den er der ingen, der har øje for, og den er der ingen, der taler om. Før det nogle dage eller uger efter sidste dag på jobbet i en stille stund efterhånden går op for en, at man ikke bare har fået en større personlig frihed, men at man samtidig har mistet nogle stærke, men mere usynlige og meget lidt omtalte værdier i arbejdslivet.

Udfordringen efter fuldtidsjobbet drejer sig i det lys om, hvordan man kan genfinde det, man har mistet, og kombinere det med det, man har fået.

Sundhedsstyrelsen peger i en nyere analyse på, at der er ’…et behov for at nuancere fortællingen, for at få et mere realistisk billede af overgangen til pensionisttilværelsen’. En bedre forberedelse er afgørende for en god overgang, »så der stadig er noget at stå op til og skabe mening, når man træder ud af arbejdsmarkedet«.

I analysens afsnit om ’Centrale aktørers understøttelse af overgangen til pensionistliv’ konkluderes stort set enslydende, at hverken kommunerne eller fagforeningerne eller ældreorganisationerne er særligt opmærksomme på de udfordringer, som de fuldvoksne seniorer kan have i forbindelse med overgangen fra arbejdslivet. De opfattes som ressourcestærke og selvkørende og må derfor selv finde vej, som det lyder i kommunernes begrundelse for så entydigt at fokusere på de svagere ældre i den fjerde alder.

Så forskellige vi er – og bliver mere og mere med alderen – er der nogle, der kommer forholdsvis let igennem overgangen, mens andre kløjs i omstillingen med ondt i maven under en mental rutsjebanetur, og andre igen, der mister både hele og halve år, inden de – forhåbentlig – igen finder fodfæste i deres nye livssituation.

For at få en god overgang og en lettere indgang til en ny begyndelse med flere friske år, har alle dog brug for et mere realistisk billede af, hvad omstillingen fra fuldtidsjobbet indebærer og en god forberedelse. Rettidig omhu.

Ikke bare for at få styr på økonomien i overgangen fra fast indtægt til pensionsindtægt, som der traditionelt har været rådgivet i fra banker og forsikringsselskaber i mange år, men måske i højere grad at være opmærksom på, hvordan man kan genfinde de stærke værdier i arbejdslivet, som man har mistet og kombinere det, med den store frihed, man har fået.

Et par af de vigtigste områder at være opmærksom på, drejer sig om: Hvordan man efter at have mistet samværet med kollegerne kan genfinde nye legekammerater og danne nye netværk. I Realdanias nye undersøgelse af ’Vores Livskvalitet’ om de lykkelige danskere, når man frem, at – ’Sociale relationer – både de nære og de lette – er den vigtigste enkeltstående faktor for vores livskvalitet.’ Et godt netværk er afgørende for ens velbefindende.

Et netværk forandrer sig altid i overgange i livet, og det er sjældent, at nye gode sociale relationer bare dukker op af sig selv. Som nyslået pensionist er det derfor vigtigt, at man kommer ud af fjerene og finder nye legekammerater og bygger nye netværk.

Lige pludselig er der ikke nogen at snakke med under morgenkaffen eller dele sejre og nederlag med under dagens udfordringer

Hvordan man kan finde nye veje til at udfolde sine talenter og erfaring, og gøre noget, man er god til og godt kan lide. Hvordan man kan få et aktivt og meningsfuldt liv som pensionist er et andet vigtigt område, der fordrer en aktiv indsats efter fuldtidsjobbet.

For de, der i forvejen er passionerede i forhold til deres hobby eller have, kan det måske være lettere at finde vej. For andre, der umiddelbart kan føle sig alene og forladt på herrens mark uden holdepunkter – kan det være sværere. Er det tilfældet, kan man prøve at stikke foden inden for i den frivillige verden – inden man springer i fra klippen.

Fra årsrapporter om frivilligt arbejde ved vi, at årsagen til, at mange bliver frivillige, ofte er knyttet til, at man bliver en del af et fællesskab, og at man netop kan bruge løs af sine talenter og erfaring, og ikke mindst at man kan ’gøre noget for andre’ og dermed mærker, at man fortsat kan gøre en forskel. At der fortsat er brug for en i verden.

Som den afdøde Per Schultz Jørgensen tidligere har sagt det: »Det enkelte menneske er i et fællesskab med andre, altid er forpligtet til at yde noget. Du er altid en del af besætningen, du er ikke en passager«.

Hvortil man kan tilføje, at man fortsat er en del af besætningen også den dag, hvor man afmønstrer fra arbejdslivet og bliver pensionist. At man i den nye livsfase som fuldvoksen netop kan yde de vigtigste bidrag i livet i den nye otium-fortælling, hvor man både yder og nyder og giver tilbage af alt, hvad man har fået gennem livet.