Fødselaren Poul-Erik Tindbæk peger på en afgørende pointe: Man skal som aldrende selv opsøge fællesskaber og opgaver. Frivilligt arbejde og engagement er ikke bare tidsfordriv, men en vej til mening og tilknytning.
29 mar. 2026
Helle Køhler Holm heho@stiften.dk
– Der er nogen, der siger, at de ikke vil forpligte sig, når de går på pension. Men hvad er livet værd, hvis ikke man har forpligtende relationer til andre mennesker, mener Poul-Erik Tindbæk. Arkivfoto: Kim Haugaard
Poul-Erik Tindbæk fra Stavtrup gik ganske vist på pension fra sit kommunale konsulentjob i Aarhus for 12 år siden, men han har i årene herefter haft en travl karriere i eget firma, kaldet en3karriere. Poul-Erik beskæftiger sig med at give andre pensionister et lige så travlt indhold i tilværelsen, som han selv har.
– Vi taler altid om pensionering som noget godt, men vi opdager først bagefter, hvad vi har mistet. Det vigtigste er tabet af gode sociale relationer, og i dag ved vi, at sociale relationer også betyder meget for sundheden. Men det kræver mod at gå ud og finde nye venner, har han tidligere sagt i et interview til Århus Stiftstidende.
– Der skabes ofte et glansbillede af pensionering. Alt det, man kan nu – rejser, børn, børnebørn. Men når man er stoppet på jobbet, opdager man, at der ikke er nogen, der har brug for én på samme måde som før, tilføjer Poul-Erik.
Et halvt års ferie
Poul-Erik Tindbæk holder hvert år adskillige foredrag for vordende og nybagte pensionister om at forberede sin aktive alderdom, ligesom han skriver bøger om samme emne.
– Der forskes alt for lidt i, hvad der sker med mennesker, når de stopper på arbejdsmarkedet. Man forsker kun i dem, der arbejder. Vi bliver tjekket i hoved og røv, mens vi er i job, men bagefter er der ikke nogen, der interesserer sig for os, og det er synd. Der ligger jo stadig mange resurser her, siger han.
– Politikerne taler meget om, at vi skal blive længere tid på arbejdsmarkedet, og det bedste redskab til dét er at give folk en god forberedelse til deres seniorliv, mener han, der har holdt både kurser og workshops for +60-holdet.
– Når man er i job, beskæftiger man sig med noget, man er god til, man er sammen med sine kolleger på venskabelig vis, og man har en identitet igennem sin stilling. Når man forlader jobbet, mister man det hele, og man får brug for at finde et nyt formål med sit liv, siger Poul-Erik Tindbæk. Arkivfoto: Helle Køhler Holm
– De fleste pensionister tænker i starten, at det er en lang ferie, de tager hul på, men når det første halve år er gået, og de har gjort alt det, de har planlagt, ved de ikke, hvordan de kommer videre. Så føles det pludselig ikke længere som en ferie, men som et tomrum, konstaterer Poul-Erik.
Og han forklarer videre:
– Når man er i job, beskæftiger man sig med noget, man er god til, man er sammen med sine kolleger på venskabelig vis, og man har en identitet igennem sin stilling. Når man forlader jobbet, mister man det hele, og man får brug for at finde et nyt formål med sit liv.
– Når man er i job, beskæftiger man sig med noget, man er god til, man er sammen med sine kolleger på venskabelig vis, og man har en identitet igennem sin stilling. Når man forlader jobbet, mister man det hele, og man får brug for at finde et nyt formål med sit liv, siger Poul-Erik Tindbæk. Arkivfoto: Helle Køhler Holm
– De fleste pensionister tænker i starten, at det er en lang ferie, de tager hul på, men når det første halve år er gået, og de har gjort alt det, de har planlagt, ved de ikke, hvordan de kommer videre. Så føles det pludselig ikke længere som en ferie, men som et tomrum, konstaterer Poul-Erik.
Og han forklarer videre:
– Når man er i job, beskæftiger man sig med noget, man er god til, man er sammen med sine kolleger på venskabelig vis, og man har en identitet igennem sin stilling. Når man forlader jobbet, mister man det hele, og man får brug for at finde et nyt formål med sit liv.
Gå-makker i børnehaven
Poul-Erik har altid selv suppleret sit foredragsjob med frivillige opgaver.
Han brugte et par år på at overtale den lokale folkeskole hjemme i Stavtrup til at indlemme frivillige “bedsteforældre” til lektielæsning i klasserne. Det lykkedes, og han deltog selv indtil for få år siden. I dag er han gå-makker i den nærliggende børnehave. Han spurgte, om pædagogerne ikke manglede en ekstra hånd, og jo tak, det gjorde de da, så nu tager Poul-Erik med på tur cirka en gang om ugen.
Han har hele tiden vidst, at hvis man vil deltage i livet omkring sig, er man nødt til selv at tilbyde sin arbejdskraft. Der er ingen, der kommer og banker på døren, mens man sidder hjemme og venter.
– Der er nogen, der siger, at de ikke vil forpligte sig, når de går på pension. Men hvad er livet værd, hvis ikke man har forpligtende relationer til andre mennesker, spørger Poul-Erik, der trods sine nu 80 år holder sig langt væk fra otiumstolen og stadig er fuldt aktiv i eget firma – ofte på cykel, naturligvis.