Hvis du ikke har tænkt over, hvad du vil, når friheden rammer dig, så risikerer sortsyn, tristhed og ensomhed at ramme dig i stedet. Sådan lyder budskabet fra to, der nøjagtig ved, hvad de taler om.
– Når man er stoppet på jobbet, opdager man, at der ikke er nogen, der har brug for én på samme måde som før, siger Poul-Erik Tindbæk (th), og Preben Arndt ved præcis, hvad han mener. Preben gik i sort, da han med ét slag blev pensionist. Foto: Helle Køhler Holm
11 okt. 2025 kl. 13:29
Helle Køhler Holm heho@stiften.dk
Begejstringen vil ingen ende tage – fra alle de andre. Nu skal du rigtig nyde livet, siger de og dunker én i ryggen. Nu venter friheden. Tænk at kunne gøre lige, hvad man har lyst til. Åh, jeg drømmer om rejser og solskin hver dag og tid med børnebørnene og masser af aktivitet og rigelig kaffeslabberas. Åh, gid det var mig …
Hvis du er under 60 år, aner du ikke, hvad det handler om. Men læs med alligevel. For lige pludselig en dag er det din tur: Du skal pensioneres. Og det er ikke nødvendigvis det bare sjov.
Poul-Erik Tindbæk fra Stavtrup er 79 år, men stadig fuldt aktiv med eget firma, “en3karriere”, hvor han hjælper andre på vej mod et godt pensionistliv. Det er nemlig ikke så nemt, som det kan lyde, når man siger farvel til arbejdspladsen, afleverer nøglekortet og går hjem med fuld frihed vinkende foran sig.
Det ved Poul-Eriks gode kammerat, 83-årige Preben Arndt fra Harlev, alt om. Det er 21 år siden, at han forlod arbejdsmarkedet – og det var ikke godvilligt.
Fyret natten over
– Firmaet havde lavet en seniorpolitik natten over. Fra 60 år skulle man på nedsat tid, og som 62-årig blev man fyret. Så jeg blev fyret. Fra den ene dag til anden, fortæller Preben, der er uddannet ingeniør og arbejdede som logistikmanager.
– Jeg gik i sort. Jeg fik simpelthen en depression. Jeg havde tænkt, at jeg skulle arbejde mange år endnu, og jeg havde ikke noget fornuftigt at sætte i stedet. Det tog et halvt år, før jeg kunne tænke klart igen, og jeg spurgte mig selv: Hvad skal jeg få tiden til at gå med? Jeg har venner og god familie, men de var jo i job, så jeg dryssede lidt rundt om mig selv og passede vennernes have og reparerede ungernes cykler. Til sidst blev jeg nødt til at hejse hjælp-flaget, husker Preben og fortsætter:
– Det lyder så godt, at man bestemmer selv – at man er direktør i sit eget firma. Jeg tænkte, at jeg ville få det bedre, hvis jeg efterlignede mine arbejdstider, så jeg stod tidligt op om morgenen og lavede alenlange to-do-lister. Der var masser af ting at gøre i huset, og jeg begyndte at få gejsten igen, men jeg manglede det sociale.
– Der skabes ofte et glansbillede af pensionering. Alt det, man kan nu – rejser, børn, børnebørn. Men når man er stoppet på jobbet, opdager man, at der ikke er nogen, der har brug for én på samme måde som før, siger Poul-Erik.
Det kræver mod
Efter temmelig mange måneder lykkedes det Preben at trække sig selv op ved nakkehårene og drage afsted mod et arrangement, hvor foreninger søgte hjælpere. Her blev han så inspireret, at han endte med at påtage sig masser af frivilligt arbejde, og aldrig har han været gladere – i hvert fald ikke som pensionist.
Han fik nye venner og masser at gøre. Preben var i mange år aktiv ved en række af byens events – alt fra Spot Festival til Tall Ship Races, men efter Aarhus 2017 – Europæisk Kulturhovedstad stoppede han. Helbredet begyndte at drille lidt, og i dag nøjes han – som selv er gammel udsendt soldat – med at være frivillig på veteranhjemmet, når kroppen tillader det.
– Her skal man først og fremmest lytte, have store ører, og det er jeg god til, smiler han.
– Vi bliver tjekket i hoved og røv, mens vi er i job, men bagefter er der ikke nogen, der interesserer sig for os, og det er synd. Der ligger jo stadig mange resurser her, mener Poul-Erik Tindbæk (tv), der ligesom Preben Arndt har skabt sig et aktivt og flittigt pensionistliv. Foto: Helle Køhler Holm
– Vi taler altid om pensionering som noget godt, men vi opdager først bagefter, hvad vi har mistet. Det vigtigste er tabet af gode sociale relationer, og i dag ved vi, at sociale relationer også betyder meget for sundheden. Men det kræver mod at gå ud og finde nye venner, konstaterer Poul-Erik, der aldrig rigtig selv er gået på pension, men fortsat holder et anseeligt antal foredrag om året for kommende pensionister.
Alligevel har han også følt behov for at gøre noget andet og mere. Han brugte et par år på at overtale den lokale folkeskole til at indlemme frivillige “bedsteforældre” til lektielæsning i klasserne. Det lykkedes, og han deltog selv indtil for få år siden. I dag er han gå-makker i den nærliggende børnehave. Han spurgte, om pædagogerne ikke manglede en ekstra hånd, og jo tak, det gjorde de da, så nu tager Poul-Erik med på tur cirka en gang om ugen.
Poul-Erik vidste, at hvis man vil deltage i livet omkring sig, er man nødt til selv at tilbyde sin arbejdskraft. Der er ingen, der kommer og banker på døren, mens man sidder hjemme i otiumstolen og venter.
– Der forskes alt for lidt i, hvad der sker med mennesker, når de stopper på arbejdsmarkedet. Man forsker kun i dem, der arbejder. Vi bliver tjekket i hoved og røv, mens vi er i job, men bagefter er der ikke nogen, der interesserer sig for os, og det er synd. Der ligger jo stadig mange resurser her, mener Poul-Erik, der altid opfordrer sine tilhørere til at tænke sig godt om, før de siger farvel til deres arbejde.
– Ja, der er tre gode råd til pensionering, og det er: forberedelse, forberedelse, forberedelse, smiler Preben.
– Politikerne taler meget om, at vi skal blive længere tid på arbejdsmarkedet, og det bedste redskab til dét er at give folk en god forberedelse til deres seniorliv, indskyder Poul-Erik, der ser mange resurser og stort potentiale blandt den yngre del af pensionisterne. Et potentiale, der slet ikke udnyttes – bl.a. fordi vi bare dunker hinanden i ryggen og siger “hvor er du heldig”, når pensionen rammer en af os.
– Der er nogen, der siger, at de ikke vil forpligte sig, når de går på pension. Men hvad er livet værd, hvis ikke man har forpligtende relationer til andre mennesker, spørger Poul-Erik.
Da Preben var blevet hældt ud fra jobbet, nåede han hurtigt frem til, at uden at kunne gøre nytte var hans liv ikke særligt spændende.
Fakta
Pr. marts 2025 er der 1.095.605 folkepensionister i Danmark. Det er cirka en tredjedel i forhold til, hvor mange der er i job i Danmark.
Statistisk set bliver de fleste af os 80-83 år gamle. Vi har med andre ord 10-20 raske år som pensionister, før vi bliver alvorligt svækkede af sygdom og siden dør.
Poul-Erik Tindbæk driver firmaet ”en3karriere” – www.en3karriere.dk – hvor han holder foredrag om seniorliv og forberedelsen dertil. Desuden har han skrevet flere kronikker og bøger – senest ”Omstillingen fra fuldtidsjobbet til den nye livsfase som fuldvoksen”.
– Min identitet var forbundet med mit arbejde og min stilling. Når jeg gik til fest og sagde, jeg var logistikchef, var der altid nogen, der gerne ville tale om det. Men da jeg sagde, at jeg er folkepensionist, var jeg ikke så interessant. Det hjalp, da jeg blev frivillig og pludselig havde en masse at gøre. Og jeg fik en ny flok venner, som jeg stadig ser, smiler han.
Åh, gid det var mig, tænker nogen, når de siger farvel til en ældre kollega på jobbet. Nu ved vi, at drømmescenariet fortoner sig, hvis man ikke ved, hvad man vil med friheden. Afskeden med den ny-pensionerede kollega må derfor i stedet lyde: Åh, gid du stadig må kunne bruges …