Som nyslået pensionist på vej i ukendt terræn kan det være svært at finde vej og formål i fritidsvildnisset, skriver chefkonsulent Poul-Erik Tindbæk
KRONIK – Kristeligt Dagblad, onsdag den 29. april 2026
Den længere levealder og de flere friske år, vi har fået nu som fuldvoksne i den nye livsfase skudt ind mellem faserne voksen og gammel, sætter en ny dagsorden. For samfundet har brug for, at flere arbejder i flere år.
Ikke mindst når vi også kan se, hvorledes ungdomsårgangene og tilgangen til arbejdsmarkedet skrumper år for år. For dem, der er tæt på pensionsalderen, er der også tale om en ny dagsorden med åbne spørgsmål som: Hvilken retning og hvilken sti skal jeg nu slå ind på? Skal jeg fortsætte med at arbejde nogle år endnu? Eller skal jeg vælge at stoppe og prøve at finde vej i en ny livssituation, hvor jeg sammenlignet med tidligere generationer måske har fået en 20-25 livsbonus med flere friske år. Og hvad skal de så bruges til?
Tidligere var dagsordenen og valget, man stod over for som pensionist, mere ligetil. Nok tydeligst markeret med den store folkelige succes og søgning, som efterlønsordningen fra 1978 fik med mulighed for at trække sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet – og så bare holde fri resten af livet. At stoppe med at arbejde var lige så enkelt med en klar retning for rejsen som overgangene i de foregående livsfaser fra barn til ung og senere til voksen.
I den første større livsovergang fra barn til ung er retningen og formålet for rejsen klar. At det efter opvæksten som barn hos forældrene er formålet i livsfasen som ung at begynde at stå på egne ben – det vil sige få en uddannelse og få et job. På samme måde er stien i den næste livsfaseovergang fra ung til voksen også trampet godt til, hvor livet som voksen nu drejer sig om at finde en partner og stifte en familie. Det er hovedlandevejen, eller hvad der kommer tættest på en gps-vejviser i livsfaseovergangene for langt de fleste. Nogle mister kompasset undervejs. Nogle vælger helt bevidst ikke at følge normerne.
På vej mod den sidste – eller rettere sagt næstsidste – store livsovergang har vejen i mere end 100 år været omkranset af fristende forestillinger og skilte store som et filmlærred med fyndord som “Slut med at yde – nu skal du bare nyde dit otium”. En velkendt otiumfortælling og et velfortjent endemål for mange i det fysisk og mentalt hårde slid i det tidlige landbrugs- og industrisamfund, hvor den gennemsnitlige levealder for godt 100 år siden var omkring de 55 år.
Med den hastigt accelererende længere levealder og de flere friske og raske år, som langt de fleste har fået, er formålet med overgangen fra arbejdslivet til pensionistlivet ikke som for 100 år siden eller for bare 50 år siden. Alkoven som det sidste helle og opholdssted for den nedslidte bonde er for længst kørt på museum. Otiumstolen er heller ikke længere et hit, hverken i butiksudstillinger eller blandt dem, der kigger på vinduer.
Efter en måned eller tre, eller når forvirringen over, at man pludselig selv kan bestemme, hvad man vil bruge al sin tid og sit liv til, har lagt sig, er der stadig flere pensionerede, der indser, at hvis man ikke bare skal have flere leveår, men helst flere gode år og færre skrantende år, skal man have gang i en aktiv livsstil. En livsstil, hvor man er selvkørende, frisk og rask og uafhængig. Og en livsstil, hvor man så længe som muligt får skubbet grænsen til den allersidste livsfase, hvor skrøbeligheden og afhængigheden af hjælp fra andre sætter en helt ny og uventet dagsorden for de sidste år i livet.
Tilbagelænetheden og mageligheden kan sikkert stadig i ny og næ trække tænder ud på en aktiv livsstil og måske livsappetitten, men for at det lange liv i overvejende omfang også bliver det gode liv, er det afgørende, at man fylder livet efter arbejdslivet med nye stærke relationer til andre mennesker, når det daglige samvær med kollegerne ebber ud. At man fylder sit liv med daglige udfordringer fysisk og mentalt, og at man fylder sit liv med aktiviteter, der er meningsfulde for en selv.
Træder man et skridt tilbage, kan man se, at de tre gode råd minder om noget, man har oplevet før. Netop på arbejdspladsen. I overgangen fra arbejdslivet til den nye fase i livet opdager mange, at man ikke kun har fået en større personlig frihed, men at man også har mistet noget meget værdifuldt. Først og fremmest livsvigtige daglige sociale relationer til andre mennesker – arbejdskollegerne. At det heller ikke efter jobbet vrimler med daglige udfordringer, som man er god til og godt kan lide. Sværest af alt måske at lukke ned for dagen uden at mærke, at der er brug for én, og at man “har gjort en forskel”.
Det er de skjulte værdier i arbejdslivet, der skal genfindes i livet efter arbejdslivet. Nogle og stadig flere finder de forsvundne formål ved netop at vende tilbage til arbejdslivet. Det er en velkendt vej til at genfinde et meningsfuldt og aktivt liv fyldt med gode relationer til andre mennesker. Seneste opgørelse viser, at over 100.000 personer fortsætter på jobbet, efter at have rundet folkepensionsalderen. Og mange flere 60-70-årige ville egentlig gerne forlænge arbejdslivet, men frasorteres alt for ofte alene på grund af en krøllet dåbsattest, eller det vi også kalder skjult aldersdiskrimination.
Flertallet af de fuldvoksne seniorer vælger imidlertid ikke at fortsætte længere tid på jobbet. De vælger pensionistlivet til. Som nyslået pensionist på vej i ukendt terræn kan det dog være svært helt på egen hånd at finde vej og formål i den underbelyste bivej til fritidsvildnisset.
Ligesom man ved en af de første store livsovergange får en konfirmationstale med vejledning til fremtiden, så bør alle også få en velkomstpakke ved en af de sidste store livsovergange. Måske en første byggesten i, hvad der kan være en national oplysningskampagne. Forestil dig, at din kommune eller det lokale frivilligcenter giver dig en god introduktion til alle de muligheder, der findes i lokalsamfundet for at indtræde i nye fællesskaber og bidrage med en lille del af din nyvundne frie tid. Næsten to millioner danskere er frivillige med 60-årige og 70-årige som de mest aktive, hvoraf mange er på toppen af deres ydeevne. Man er frivillig, fordi man indgår i et fællesskab, man får personlig udvikling, og frem for noget kan man mærke, at man gør en forskel for andre, som det blandt andet konkluderes i Frivilligrapporten fra 2018.
For samfundet har den frivillige sektor også en afgørende økonomisk betydning. At forestille sig samfundet uden den frivillige sektor ville både sammenhængskraften og samfundsøkonomien have alvorlige problemer, som professor emeritus Thomas P. Boje udtrykker det. Han siger også:
“Tager man hele den frivillige sektor værdi og medregner alt det mere uformelle frivillige arbejde, som for eksempel at hjælpe naboen med at hente børn i institutionen, svarer hele den frivillige sektors økonomiske værdi til 13-14 procent af bruttonationalproduktet” (Kristeligt Dagblad, den 30. september 2021).
For samfundet er den frivillige verden uundværlig. For den enkelte åbner den frivillige verden døren til en aktiv livsstil fyldt med gode relationer til andre mennesker og daglige eller ugentlige udfordringer. I den næstsidste og sidste fase i livet er tiden kommet til at “give tilbage” af alt det, man har fået gennem livet. Hvad mange allerede gør i familien ikke mindst, men også i lokalsamfundet. Den vej er desværre underbelyst for pensionisten ved skillevejen og bliver heller ikke værdsat og anerkendt i samme omfang som den nærmest overbelyste hovedvej “at med de flere leveår skal vi alle arbejde i flere år”.
Poul-Erik Tindbæk er chefkonsulent og ph.d.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.