Her møder du spændende mennesker og får ny inspiration til det aktive liv.
Poul-Erik Tindbæk var godt klar over, at pensionisttilværelsen skulle fyldes ud med nye aktiviteter. I dag er han 77 år og er blandt meget andet gå-makker med børnene i børnehaven Paletten i Stavtrup ved Aarhus.
Vært: Charlotte Striib på P5
Læs lidt af samtalen med Charlotte Striib og Poul-Erik Tindbæk.
Charlotte Striib: Skal vi starte med at høre lidt om hvordan det er at sige farvel til sin arbejdsplads. Du har et budskab om hvordan det er at forlade arbejdsmarkedet når tiden kommer.
Poul Erik: Den korte udgave. Man er jo rigtig godt forberedt på alt det gode man får, men man er uforberedt på det man mister. Og når man nærmer sig pensionsalderen så siger kollegerne: Nej hvor er du heldig. Bare det var mig, Nu kan du holde fri, dyrke familien, tage ud at rejse, så det er man sådan set velforberedt på. Når man så sidder den sidste dag på arbejdspladsen, så finder man ud af, at der også var noget du mistede. Men så er man helt alene og så tror man at når man ikke kan leve op til den store fortælling om hvor dejligt der er, så er der noget galt.
Charlotte: Du havde gået og spekuleret over en ide med hvad du skulle beskæftige dig på den anden side af pensionsalderen, Hvad var det det var?
Poul-Erik: Jamen vi har jo fået en masse flere leveår og vi har faktisk fået en ny face i livet mellem voksen og gammel, hvor vi har fået en masse friske leveår. Jeg skelner meget mellem den tredje alder og den fjerde levealder, og jeg ser det mere som en ny begyndelse end som en afslutning. Og i den nye begyndelse, der skal man have nogle nye legekammerater. Du mister dine kolleger på arbejdet og nogle af de legekammerater, jeg tænkte på var, hvorfor ikke gå over i børnehaven, der ligger lige overfor, og se om der ikke var nogen der ville lege med dig der. Så jeg gik ind til lederen og sagde: Har du brug for at jeg kommer forbi? Hun sagde: Ja det kunne da være interessant.
Det, jeg synes er interessant er, at børn ikke kan få nok af opmærksomhed. Når jeg kommer derover, så nævner jeg deres navn, de får et klap på skulderen, jeg snakker med dem og så går vi tur og den opmærksomhed de får, er jo med til at de vokser, og på en måde er jeg bare en ekstra voksen, og jeg er også bare en fra de ældre generationer, og så minder jeg jo også lidt om deres bedstefar.