‘Debatindlæg er bragt i Politiken den 21. august 2023’
Man skulle næsten tro, at det var bestilt arbejde fra Store-Bededags-Banden, at der så entydigt konkluderes på den store undersøgelse om den markante mistrivsel blandt seniorer, der har forladt arbejdsmarkedet, at det for at undgå mistrivsel udelukkende drejer sig om – at seniorerne forlænger arbejdslivet. I det uendelige har man lyst til at spørge, eller måske bare til man falder om.
Tak for undersøgelsen til Ø-stifterne og Faglige Seniorer og for den robuste dokumentation, at overgangen fra et langt arbejdsliv er en radikal livsforandring, og at det for mange er langt sværere at komme helskindet igennem end de lysegrønne forestillinger antyder. Hvorfor genindtræden på arbejdsmarkedet er blevet manges mantra på at undvige mistrivsel som pensionist.
Mere oplagt kunne man imidlertid også konkludere, både af de projektansvarlige i lykkeforskningsinstituttet og blandt de mange nyvakte eftersnakkere, at der i højere grad er behov for, at seniorer tæt på overgangen fra arbejdslivet har brug for en hjælpende hånd til at komme godt igennem den måske vanskeligste overgang i voksenlivet. At alle der er på vej til at smyge de stærke sociale roller som arbejder og forælder af sig, og skal finde fodfæste i nye roller som hjemmegående, som bedsteforælder eller ¨bonus-bedste og som social aktivist i lokalsamfundet har brug for god forberedelse og vejledning til den spritnye friske fase i livet mellem voksen og gammel. En livsfase som fuldvoksen der for stadig flere viser sig at være kulminationen i livet – med et godt skub på vejen.