‘Et ugentligt sundheds-shot – for både børn og ‘Bonus-bedster’
Kronik i Stiften
27 nov. 2023 kl. 16:00
Poul-Erik Tindbæk, Stavtrup, chefkonsulent
“Ingen tvivl om, at netop mødet og den tillidsfyldte kontakt mellem de ældre og de yngre ikke bare rummer store glæder for de involverede, men at det også for begge generationer er springbræt for et liv, hvor gode relationer til andre mennesker er en væsentlig brik i det, der giver mening og gør livet værd at leve”, skriver Poul-Erik Tindbæk.
En formiddag om ugen er jeg på gåtur med de tre-fem-årige i børnehaven skråt overfor.
Det er godt for børnene. De får lidt mere af den opmærksomhed, man ikke kan få nok af i den alder, og har for en stund en ny legekammerat, der – om ikke andet så på frisuren – minder om deres egen bedstefar.
Det er også godt for mig som senior. Udover gåturen, som jeg alligevel skal på, får jeg de gladeste smil, nærvær og øjenkontakt og en lille hånd, der griber fat i mig, når vi skal på opdagelse i lokalområdet. Pædagogerne og forældrene er heller ikke sene til at give udtryk for deres taknemmelighed over den frivillige indsats som “bonus-bedstefar”, som jeg nu har praktiseret i et par år.
Første gang, man skal banke døren op til børnehaven og spørge, om de kan bruge en ugentlig gå-makker, kan det godt være, at pulsen er lidt højere end normalt, og at modet ikke blæser hele brystkassen op. Men det er kun den første gang. Allerede efter to-tre besøg bliver man taget imod med fremstrakte arme og småtrippende børn. Og helt solgt er man da, når en fireårig efter bare to-tre torsdagstræf siger: “Jeg har savnet dig”.
Alene ud fra mine egne oplevelser er det svært at forstå, hvorfor det ikke er et tilløbsstykke for seniorer at oversvømme børnehaverne med slagtilbud om en ekstra voksen på den ugentlige gåtur. Tager man så et kig på samfundsudviklingen, viser det sig, at der i endnu højere grad er behov for en massiv folkevandring af seniorer til børnehaverne i byerne landet over. Især af to grunde.
Med det stadig tydeligere bosætningsmønster i Danmark, hvor unge flytter væk fra landet og ind til de større byer, mens ældre bliver boende i det, der efterhånden kaldes udkantsdanmark, er der stadig oftere benspænd for tætte og hyppige generationsbånd inden for familierne.
Ikke mindst sammenlignet med det familiebårne landbrugssamfund, hvor generationer har arbejdet og boet sammen på godt og ondt. Til gavn for forældrene, der blev aflastet på marken, i børneopdragelsen og i husholdningen. Og til gavn for de ældre, der havde meningsfulde gøremål helt frem til den dag, man ikke længere kunne komme op af alkoven. Og ikke mindst til gavn for børnene, der fik ekstra omsorg med bedsteforældre tæt på.
Når familierne ikke længere bor klos op ad hinanden, kan det imidlertid vise sig, at netop nye bånd mellem ressourcestærke seniorer og de kommende generationer kan være en hjælpende hånd og en afgørende krumtap til fortsat samhørighed på tværs af generationer og sociale forskelle.
Den anden grund til, at flere seniorer en gang om ugen bør kravle over hegnet til den nærmeste børnehave som en slags “bonus-bedste” og gå-makker, er den stigende mangel på unge i velfærdsuddannelsen som pædagog. Allerede i dag er der mange stillinger i børnehaver og vuggestuer, som ikke kan besættes af fagligt uddannede, og det bliver kun vanskeligere fremover.
Ganske vist kan en lille tidsafgrænset indsats fra seniorerne ikke løse det problem, hvad der heller ikke er tanken, men en ekstra voksen kan trods alt give børnene lidt mere opmærksomhed og måske bidrage med en ekstra indsats for de børn, der godt kan bruge det.
Med det stærkt voksende antal friske og raske seniorer, der med de mange flere leveår, vi har fået, i mange tilfælde tager hul på en spritny fase i livet – på kulminationen i livet som fuldvoksen, hvor man fremfor den forældede myte om blot at nyde sit otium foretrækker fortsat at yde med aktiviteter, der giver mening og livsglæde – er det derfor nærliggende, at flere fuldvoksne træder til som en ekstra voksen, der blot kan øse med opmærksomhed og kærlig støttende omsorg i byens børnehaver.
Den frivillige voksenven udfylder en vigtig rolle i børns og unges udvikling, om end det ikke er en hovedrolle. Den varetages i dagtimerne af de fagligt uddannede.
Det er pædagogerne, der er ansvarlige for, hvad der sker på stuen, mens den frivillige fuldvoksne kan observere og træde til, når man bliver bedt om det, eller når man selv bliver opmærksom på det, eller når børnene selv beder om, at man træder til – med alt fra at fikse en lynlås, trøste, lytte til en fortælling og bidrage, hvor man kan. Og som bonus gå hjem med oplevelsen af, at nogen har haft brug for én også i dag, og at man har bidraget med en lillebitte, men værdifuld indsats for de kommende generationer.
Ingen tvivl om, at netop mødet og den tillidsfyldte kontakt mellem de ældre og de yngre ikke bare rummer store glæder for de involverede, men at det også for begge generationer er springbræt for et liv, hvor gode relationer til andre mennesker er en væsentlig brik i det, der giver mening og gør livet værd at leve.
Generationsmøder bygger broer og større forståelse generationerne imellem og bidrager samtidig til at skabe en større samhørighed og sammenhængskraft i samfundet. Uafhængigt af, om vi taler om biologiske bedsteforældre eller tiltrådte “bonus-bedster”.