Normer stærkere end fordomme

Normer stærkere end fordomme
Det er fordomme om ældre, der udpeges som skurken, i en analyse om seniorers vanskeligheder på arbejdsmarkedet af professor Per H. Jensen i Politiken den 26. april 2014. Når der tales om rekruttering og fastholdelse af erfarne medarbejdere, tegner der sig et broget billede på arbejdsmarkedet fra virksomheder med en god seniorpraksis til arbejdspladser, hvor der rigtigt nok florerer et fordomsfuldt gammelmandssyn på aldring.

For hver gang en leder beslutter at fyre en erfaren medarbejder, er der dog langt flere seniorer, der selv beslutter at stoppe på jobbet. Fordomme om aldring er altså ikke hele forklaringen på, hvorfor og hvornår seniorer stopper. Seniorer kan have mange forskellige begrundelser, men den allerstørste betyding har normerne på jobbet. Hvor det er normen, at man stopper som 60-årig, der følger man normen, og omvendt hvor det er der normen at stoppe som 65- eller 70-årig, der bliver man længere tid på jobbet.  Dokumenteret i SFI-rapport fra 2011: ’55-70 åriges forbliven på arbejdsmarkedet’.

Netop det – at styrke seniorers muligheder for at bryde med normerne og følge deres egen vej -, er som noget helt nyt i forhold til alle tidligere regeringskampagner, et centralt element i regeringens og Forebyggelsesfondens nye tilbud til virksomhederne: SeniorPakker. For første gang er det ikke kun lederen, der får tilskud til vejledning om god seniorpraksis. Nu får den anden og lige så vigtige beslutningstager – den erfarne medarbejder – vejledning til, hvordan man bedre kan forberede sig til den vanskelige overgang fra arbejdslivet og følge sin egen vej. Som 55-70-årig har man nok alderen til at bryde med livsbegrænsende normer, men på den anden side er mange med alderen også blevet så gode til, at gøre det andre forventer af én, at det ikke er så ligetil at være mønsterbryder.

Det er stærke forsøgsresultater, der danner baggrund for, at vejledning for de 55-70-årige er et centralt element i Seniorpakkerne. Gennem de seneste seks år er der bl.a i Aarhus gennemført mere end 30 to-dages vejledningsforløb for over 500 seniorer fra 55-70 år. På kommunale arbejdspladser, i private virksomheder og det seneste år for seniorer i fem forskellige fagforeninger i det østjyske.

Resultaterne er enslydende og markante. 33% af deltagerne beslutter sig for at blive længere tid på jobbet. 67% ændrer planer for deres fremtid og 95% af deltagerne er tilfredse og føler sig bedre afklaret til at finde deres egen vej de næste år på jobbet og de mange år derefter.

Normer og fordomme er stærke. Så stærke at selv fuldvoksne har brug for vejledning.

Poul-Erik Tindbæk
Chefkonsulent, ph.d
En3karriere

 

Permanent link til denne artikel: https://www.en3karriere.dk/normer-staerkere-end-fordomme/