Singapore har politik for succesfuld aldring

SINGAPORE HAR POLITIK FOR SUCCESFULD ALDRING

Danmark har 1,1 mio. mennesker over 65 år – og af dem er ¾ selvhjulpne og uafhængige af andre. Det har chefkonsulent Poul-Erik Tindbæk regnet ud, og hans erfaring efter et langt livs arbejde med seniorer er, at de ofte er på toppen af deres ydeevne.

”Erhvervslivet har brug for dem, de frivillige organisationer har brug for dem, deres familier har brug for dem, men desværre bliver overgangen til seniorlivet ikke altid den åbning mod noget nyt og godt, den kunne blive,” siger han. Hans råd til danske politikere er at hente inspiration mod øst, i Singapore, hvor man som det første land i verden har udformet en politik for succesfuld aldring. Alle +50’ere får at vide, at der er brug for dem, og at de fortsat kan gøre en forskel, også efter jobbet. Alle får tilbudt vejledning om den svære overgang fra jobbet, ligesom man inviteres til at være frivillig inden for et område, der matcher interesser og færdigheder.

Frivilligområdet ser man i det hele taget som en platform, hvor man kan genfinde værdierne fra arbejdslivet. Man rækker hånden ud, og man træner og støtter seniorfrivillige. Inden for uddannelsesområdet vil man blandt andet træne seniorer i at øse af deres erfaring til de kommende generationer og lære seniorer, hvordan de kan undervise andre seniorer. Inden for arbejdsmarkedsområdet redesigner man job for at tilbyde seniormedarbejdere en større fleksibilitet mod slutningen af arbejdslivet. For at sikre at lovgivning om en højere pensionsalder også betyder, at man rent faktisk kan få et nyt job som 68-årig, sættes samtidig ind med en større kampagne for en god seniorpraksis på virksomhederne

”Vi har en forældet aldersdefinition. Vi har brug for nye begreber, nye rolle-modeller, nye indsatser. Måske bør folk få et fjumreår i den periode af livet. Man har været vant til at gøre noget, man er god til. Det mister man med pensioneringen –hvad er man så god til? Derfor er der brug for vejledning.”

Artikel SeniorBladet nr. 2 2019

Permanent link til denne artikel: http://www.en3karriere.dk/singapore-har-politik-for-succesfuld-aldring/