MORTEN STEEN – specialmagasiner@jp.dk d. 15. juni 2012
De seneste 15 år har Thomas Rasmussen styret Midttrafiks gule busser rundt i Aarhus’ gader. Men tiden i førersædet er så småt ved at nærme sig sidste stop på ruten. Til august fylder han 64 år, og dermed nærmer han sig pensionsalderen som så mange andre danskere.
Tankerne om den kommende tid som pensionist har da også allerede rumsteret i hovedet på ham gennem længere tid. Overvejelserne har dog i høj grad handlet om, hvad han mon skulle bruge den nye tilværelse, der stod for døren, til.
»Jeg spekulerede på, at jeg jo ikke kunne rende og slå græs hver dag. Spørgsmålet var, hvad jeg skulle få tiden til at gå med. Jeg var godt klar over, at Midttrafik har en overgangsordning, hvor man kan fortsætte med at køre et par dage om ugen for at få tiden til at gå, og at der findes en frimærkeklub for pensionerede chauffører, men det var ikke noget for mig,« fortæller Thomas Rasmussen.
Han havde allerede lagt mærke til, at de søgte frivillige i en genbrugsbutik i Odder, hvor han bor med sin kone Ruth. Lysten til at kaste sig ud i frivilligt arbejde blev for alvor styrket, da han i slutningen af maj deltog i et todages kursus, som Midttrafik arrangerede for ældre medarbejdere i samarbejde med projektet En3karriere fra Jobcenter Aarhus.
»Jeg meldte mig til kurset, fordi jeg var nysgerrig. Jeg syntes, at det lød interessant, og selvom vi skulle betale den ene dag selv, ville jeg godt ofre tiden på at blive klogere på muligheder med det nye liv.« forklarer Thomas Rasmussen.
Den umiddelbare tanke, da han så programmet, var dog, hvordan deltagerne mon skulle få to dage til at gå med at snakke om mulighederne som nyslået pensionist. Men da samtalerne først gik i gang, viste der sig hurtigt at være masser af ting at tage fat på.
»Seniorpolitik er ikke noget, man taler så meget om på arbejdspladsen. Jeg ved ikke, om det er tabu. Vi snakker da lidt om, at vi skal til at stoppe, og når vi taler med dem, som allerede er stoppet, så finder man jo ud af, at pensionist tilværelsen egentlig ikke så lyserød.« siger Thomas Rasmussen og fortsætter:
»Kurset har givet mig et stykke værktøj i hånden, hvor jeg har lært om nogle nye muligheder. Der er blevet lukket op for mange tanker, som jeg ikke spekulerede over før. Jeg var meget forbavset over de mange muligheder, der er for frivilligt arbejde i f.eks. Aarhus. Efterfølgende er jeg f.eks. også begyndt at lægge mærke til, at der f.eks. går mange ældre og stabler på hylder i Kvickly. Der er masser af muligheder for at være aktiv, og det er jo ikke meningsløse jobs, som dengang unge i aktivering blev sat til at vaske vejskilte,« lyder det fra den snart forhenværende buschauffør.
Frivilligt arbejde
Når bussen bliver parkeret for sidste gang, har han ikke tænkt sig at trække sig tilbage til hjemmet i Odder. En af målsætningerne med den nye tilværelse er at hjælpe til som frivillig i en lokal cafe for unge mennesker.
»Jeg vil gerne ofre noget tid på cafeen, hvor de unge kan komme og tale med en. Jeg synes, at jeg har en god erfaring i livet, som de måske kan bruge « forklarer Thomas Rasmussen.
Det er en af pointerne, som han tog med sig hjem fra kurset om de mange muligheder for at skabe sig en tredje karriere, selvom man egentlig har forladt arbejdsmarkedet.
»Man skal bare være sig selv og turde at springe ud i det, og det har jeg ikke tænkt på før kurset.
Jeg glæder mig faktisk til at se, om jeg kan udnytte alle mulighederne. Jeg har sagt til mine kolleger i Midttrafik, at de skal gå til det – også selvom at de skal betale den ene dag. «
Selvom fødselsattesten snart viser 64 år, føler han sig på ingen måde så gammel. Thomas Rasmussen går bl.a. til spinning tre gange om ugen, og han møde flere i sin egen aldersgruppe på motionsholdet.
»Man skal ikke bure sig inde derhjemme, for så dør man i lænestolen. Det lyder åndssvagt, men jeg føler, at jeg har et helt andet liv nu, efter jeg har været på kurset. Jeg vil næsten sige, at det skulle være en borgerret at komme til den slags møder, så man finder ud af de mange muligheder.
Livet er sgu ikke så mørkt «